logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

39 flere flygtninge i job udløser bonus på 950.000 kr.

I juli fik Sønderborg Kommune en bonus på 950.000 kr. fra staten for at skaffe 39 flygtninge i beskæftigelse i 2016.
Ansvarlig Michael Hansen
Opdateret 14.07.2017

At flygtninge kommer ind på arbejdsmarkedet er helt afgørende for en vellykket integration og et resultat af et godt samarbejde med virksomhederne i kommunen.

Den 4. juli udbetalte Udlændinge- og Integrationsministeriet 54 mio. kr. i beskæftigelsesbonus til kommunerne. Det økonomiske skulderklap er en udløber af regeringens topartsaftale med KL om integration. Et af elementerne i aftalen er, at kommunerne kan få et tilskud på 25.000 kr. for hver flygtning, de får i arbejde i 2016 og 2017. I 2016 har kommunerne fået 2.140 flygtninge i job, så der ultimo 2016 var 5.592 flygtninge eller familiesammenførte i beskæftigelse. Det er en stigning på hele 62 procent.

I Sønderborg Kommune har integrationsafdelingen fået 39 flere flygtninge i arbejde i forhold til 2015, så der ved udgangen af 2016 i alt var kommet 92 flygtninge i arbejde. Det udløser en bonus på 950.000 kr. til Sønderborg Kommune.

Det glæder Jan Prokopek Jensen, der er formand for arbejdsmarkedsudvalget.

- Og det er ikke bonussen, jeg glæder mig over, men det der ligger bag. Og det er, at det er lykkedes at få 39 flere af vores nye medborgere i ordinær beskæftigelse. Det er helt afgørende for en vellykket integration, at flygtningene kommer ud på arbejdsmarkedet. Det giver selvrespekt, at kunne forsørge sig selv og sin familie, og det gør også, at flygtninge får danske arbejdskolleger. Integrationen kommer først i gang, når vi mødes og snakker sammen, siger Jan Prokopek Jensen.

Ifølge Petter Astrup, næstformand i arbejdsmarkedsudvalget, er det det gode samarbejde mellem integrationsafdelingen og virksomhederne i Sønderborg Kommune, der nu giver bonus.

- Det er kun muligt at løfte integrationsopgaven, hvis virksomhederne i Sønderborg Kommune tager et medansvar og åbner dørene for flygtningene. Og det er de rigtig gode til. Det vil jeg gerne kvittere for. Vi understøtter så meget vi kan, bl.a. ved at sørge for at flygtningene hurtigt tilegner sig det danske sprog. Det er en forudsætning for at kunne begå sig på en dansk arbejdsplads, siger Petter Astrup.

Den gode integrationsindsats fortsætter i 2017, hvor det i årets første seks måneder er lykkes at få 84 flygtninge i job eller uddannelse.

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.