logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Dronningen til Gråsten i solskin

Sønderborg Byråd, flere hundred borgere med flag og en talstærk presse bød – sammen med solen – HM Dronning Margrethe velkommen til det årlige sommerophold på Gråsten Slot.
Opdateret 15.07.2017

- Det er som om, himmel bliver lidt ekstra blå, og at solen skinner mere, når først Dronningen er kommet til Gråsten og splitflaget vajer på slottet. Så er det RIGTIG sommer i Gråsten.

Sådan lød lidt af borgmester Erik Lauritzens velkomst til regenten, da hun uden en sygdomsramt Prins Henrik ankom til Gråsten i dag. Borgmesteren sendte gode ønsker til Prinsen med Dronningen og udtrykte håb om, at Prinsen vil komme sig og snart slutte sig til familien på Gråsten Slot. Ifølge medier er Prinsen, der er indlagt på grund af en infektion i benet, nu flyttet fra Universitetshospitalet i Aarhus til Skejby Sygehus.

Dronningen var klædt i en smuk rosa dragt, og buketten, som otteårige Amalie overrakte Dronningen, matchede flot. Amalie Lindquist Andersen er spejder i DDS og mindede i sin fine uniform om, at Sønderborg Kommune om en uges tid er vært for en kæmpestor, international spejderlejr med op imod 40.000 deltagere.

- Deres Majestæt kommer til en kommune, hvor vi har gang i rigtig meget. Der bygges og anlægges, også her i Gråsten, hvor vi glæder os over samarbejdet med Slots- og Ejendomsstyrelsen om køkkenhaven ved Gråsten Slot, og hvor vi netop har indviet en ny p-plads med et kunstgelænder med æbler. Vi forskønner og gør samtidig adgangsforholdene bedre, lød det fra borgmesteren, inden Dronning Margrethe traditionen tro hilste på nogle af de fremmødte borgere. Velkomsten varede ca. ti minutter, hvorefter Dronningen fortsatte til slottet for at indlede sit Gråsten-ophold, som ventes at vare til 8. august.

Allerede søndag vil man formentlig igen kunne få et glimt af Dronningen og måske mere af familien, når ringrideroptoget traditionen tro rider forbi slotsporten. I denne periode vil der være kongevagt på Gråsten Slot, og der er fredagsparade med musikkorpset gennem Gråsten By følgende fredage: 21. og 28. juli og 4. august.

dronni2.jpg

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.