logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Fodringsforbud ved Guderup Mose

Gæs er blevet så stor en plage, at Sønderborg Kommune ser sig nødsaget til at etablere et fodringsforbud ved Guderup Mose.
Opdateret 14.03.2017

Forbuddet skal være med til at normalisere antallet af gæs, få græsset til at vende tilbage og genskabe fredelige tilstande for parkens mange gæster og det øvrige fugleliv.

Guderup Mose og parken omkring den er en grøn oase midt i byen, som dagligt tiltrækker mange gæster på en lille hyggetur - ikke mindst beboere fra plejecentret lige i nærheden samt dagplejere og andre med børn. Mange fornøjer sig med at fodre andefuglene, og det har nu tiltrukket så store mængder gæs, at der etableres fodringsforbud for at begrænse mængden.

- Gæssene er desværre blevet så mange, at det er et problem. Vi har fået klager fra borgere, der er bange for gæssene. De kan også godt blive ret aggressive, mens de har ællinger. Samtidig er det et problem, at gæssene i så store mængder fortrænger andre fuglearter, ligesom de ødelægger græsset og truer vandkvaliteten. Et drastisk og formentlig mere effektivt middel ville være, at vi kontaktede en skytte og fik skudt nogle af gæssene, men nu prøver vi, om ikke et mere mindeligt forsøg med et fodringsforbud vil betyde, at gæssene søger væk, siger jordbrugsteknolog Kristian P. Nordstrøm, Sønderborg Kommune.

Han forklarer, at der i mange år har været gæs i området i fin balance med andre fuglearter. Problemet er bare, at gæssene nu er blevet for mange.

- Vi håber samtidig, at begrænsningen vil medføre færre ekskrementer og dermed, at græsset vil gro bedre. Det er planen, at vi bygger en pavillon i parken i år, og så vil det jo være rart, om området omkring også ser godt og indbydende ud, siger Kristian P. Nordstrøm.

Der bliver sat et skilt op om, at et fodringsforbud er iværksat, og forvaltningen vil så følge med i, om det har den ønskede effekt.

Guderup Mose
Guderup Mose og parken omkring er et velbesøgt åndehul midt i Guderup. Desværre må der nu for en tid indføres et fodringsforbud i håb om, at det vil begrænse antallet af gæs i parken

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.