logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Par skaber Danmarks smukkeste trappe

Kunstneren Kristian Vodder Svensson er i gang med at dekorere Den Spanske Trappe ved Solobyggeriet midt i Sønderborg.
Ansvarlig Herdis Thomsen
Opdateret 14.07.2017

Det bliver et eventyrligt naturbillede med små, finurlige historier gemt i detaljerne. Dekorationen markerer Sønderborgs udnævnelse til Årets Ungdomskommune.

Endnu ligner det en skov i sort silhuet. Men efterhånden kommer der lag på lag, og Kristian Vodder Svensson lover, at trappen til sidst vil være et sommerfint landskab af grøn skov og blå himmel og masser af andre glade farver, der spreder varm stemning - også på en kold snevejrsdag.

Ideen til at dekorere trappen, så det ikke alene er smukt at nyde udsigten fra toppen af den, men så den også i sig selv er smuk at se på nedefra, er Sønderborg-kunstneren Vibeke Fonnesbergs. Sammen med sin kollega i Sønderborg Kommunes Kunstfond, A.P. Hansen, kontaktede hun boligforeningerne, som ejer Solobyggeriet - Boligforeningen B42 og Sønderborg Andels Boligforening - for at høre, om de var med på ideen. Og det var de. Derefter er det gået slag i slag.

- Eller det vil sige, at vejret faktisk har drillet en del. Men nu er vi i gang, og det er spændende. Det er fantastisk at opleve interessen fra trappens naboer. De kommer og snakker og spørger, nogle kommer med bolsjer, et stykke chokolade eller et æble. Det er virkelig hyggeligt, selv om det også tager lidt tid med al den snak, siger Kristian, der maler trappen med hjælp fra sin kæreste, Sissel Starbæk.

- Virkeligt mange har kommenteret den sorte skov, men altså - jeg må jo bare sige, at den bliver grøn efterhånden. Når man kigger ind i en rigtig skov, så er den jo også sort inderst inde. Det bliver en naturperle midt i byen, siger Kristian.

Vibeke Fonnesberg kigger med denne eftermiddag og glæder sig:

- Jeg håber virkelig, at trappen også vil blive et mødested - og meget gerne for de unge, sådan i ungdomskommunens tegn. Den har måske ikke været så tillokkende hidtil med sit sort-grå udseende.... så det bliver rigtig godt, at den bliver mere "velkommen, kom og sæt jer lidt"-agtig, siger hun og roser boligforeningerne og Flügger for stor velvilje. Flügger Farver har med et sponsorat sikret malingen til hele projektet.

Kristian og Sissel har et par uger mere til at gøre trappen færdig i. Den bliver med andre ord ikke færdig til spejderlejren, hvilket heller ikke er et mål. Tvært imod er det fint, at dekorationsarbejdet er i gang, mens de mange spejdere og pårørende er i byen og kan følge det. Indvielsen er planlagt til at finde sted 28. juli kl. 14 neden for trappen.

 

KRISTIAN VODDER SVENSSON

  • er født i Tønder i 1976
  • er uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 2001-2006
  • har bl.a. dekoreret "Togkupeen" i kantinen på VUC i Sønderborg
  • er kendt for en stil, der rummer eventyr, drømme og poesi, som man kan gå på opdagelse i
  • skal sammen med kollegaen Rasmus Bjørn, Vojens, lave dekoration i den nye børnehave i Ulkebøl
  • udstiller fast hos Galleri NB i Viborg og kan følges på Instagram

Kristian Vodder Svensson
Kristian Vodder Svensson og hans kæreste Sissel Starbæk er i fuld gang med at forvandle Den Spanske Trappe til Danmarks smukkeste trappe. Arbejdet følges interesseret af byens borgere, som også kan se frem til indvielsen den 28. juli

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.