logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Rygende skumfiduser og robotprojekter - SDU åbner dørene under Spejdernes Lejr i Sønderborg

Både lejrdeltagere, gæster og borgere kan opleve, hvad der sker bag Alsions flotte facade, når Spejdernes Lejr holdes kun få kilometer væk. Universitetet er klar med et program hele ugen.
Opdateret 17.05.2017

Når 40.000 spejdere samles til Spejdernes Lejr i Sønderborg 22.-30. juli, vil der helt sikkert blive ristet skumfiduser over bål.
Og når lejrdeltagere og gæster besøger byens universitet i Alsion, få kilometer fra lejrpladsen, vil de også kunne sætte tænderne i skumfiduser, som har været dyppet i rygende, flydende nitrogen, og som dermed er frosne.
- Når de første spejdere har været her, er jeg sikker på, at det vil brede sig som en steppebrand på lejrpladsen: Har I smagt de frosne skumfiduser? Det skal I prøve! siger spejder Claus Meisner.
Han har prøvesmagt ved en demonstration på Alsion. Skumfiduserne er nemlig et indslag i Mads Clausen Instituttets Science Show, som to gange hver dag indgår i et program, som SDU Sønderborg tilbyder mandag til fredag under lejren.
- Spejderlejren ligger ikke langt fra Alsion, og vi håber, at lejrdeltagerne vil komme herind og opleve huset. De skal ikke bare gå forbi den flotte facade. Vi vil gerne vise, hvad vi har at byde på, siger professor Horst-Günther Rubahn, der er leder af ingeniøruddannelserne på Mads Clausen Instituttet.
 
Oplevelser for alle
- På ingeniøruddannelserne har vi en viden, som vi vil give fra os, og det vil vi ved at begejstre og inspirere gennem leg, som her i vores Science Show, siger universitetets projektleder, Lise Kanstrup.
Programmet byder både på oplevelser, som er åbne for det brede publikum, og workshops med solcelle-teknologi og LED-lys, som går mere fagligt i dybden og er for tilmeldte lejrdeltagere.
Alle kan opleve de daglige science shows, en rundvisning hver morgen kl. 9 til ingeniøruddannelsernes faciliteter og en gennemgående udstilling, hvor studerende viser projekter med blandt andet robotter, kravleobjekter og selvkørende biler.
 
Tæt på spejderånd
Det er et program, som ifølge spejder Claus Meisner vil tiltrække masser af spejdere - ikke kun på grund af skumfiduserne:
- Det er noget, som vi ikke kan prøve hjemme i hytten eller i naturen, og det er både sjovt og lærerigt, så det er så tæt på spejderånd, som det kan komme, siger han.
 
Andre skal opdage det!
Det er gennem Sønderborg Vækstråd med midler fra kommunes pulje til at styrke Sønderborg som uddannelsesby, at universitetet kan åbne dørene under lejren. Vækstrådet er i forvejen i gang med en indsats for at tiltrække studerende til Sønderborgs ingeniøruddannelser,
- Hidtil har vi haft elever i slutningen af ungdomsuddannelserne som målgruppe. På lejren er mange yngre, men vi tror, at når de været her og har oplevet, hvad vi har at tilbyde, så er det i bevidstheden, når de senere skal træffe et valg om uddannelse. De mange mennesker, der kommer til byen, ved jo ikke på forhånd, at Sønderborg er verdens navle med universitet og gode jobmuligheder, siger direktør i Vækstrådet Ole Daugbjerg.
 
Mere end en "dyr fest i juli"
Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, er begejstret over, at universitetet nu er med i rækken af lokale aktører, som tilbyder aktiviteter under Spejdernes Lejr:
- Det er et eksempel på, at SDU bliver en stadig mere integreret del af Sønderborg. Universitetet er vigtigt for vores by, og her sker spændende ting, som kan interessere alle. Som kommune investerer vi mange penge i at have lejren, og mange har nok tænkt, det er en dyr fest i juli, men det er lykkedes at få mange virksomheder og organisationer om bord, og det viser mere og mere tydeligt, at det er en langsigtet investering. Lejren giver mulighed for at præsentere Sønderborg og vores virksomheder og nu også uddannelser. Det er jeg rigtigt glad for.
 
Fremtidssikring for området
Sønderborg-området har en høj koncentration af industrivirksomheder, som udvikler grøn teknologi, og der er stor efterspørgsel efter ingeniører med de rigtige kompetencer.
Mads Clausen Instituttet har som vision at fordoble antallet af ingeniørstuderende til omkring 700 i løbet af 10-15 år. Det sker blandt andet ved at styrke de studerendes kontakt til områdets virksomheder - både under uddannelsen, og når de er færdiguddannede. Det øger chancerne for, at de bliver i området.
 
Studerende er "solgt" til Sønderborg
To af de studerende, der står for Mads Clausen Instituttets Science Show, er fine eksempler på, at Sønderborg først skal opdages:
Sigurd Vive Bergstrøm, der er opvokset i Fredericia, var først parat til at droppe uddannelsen, da han skulle søge ind og opdagede, at det var i Sønderborg.
- Men min mor sagde: Prøv at tage derned og se, hvad det er. Og det er jo fedt, så jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg trives rigtigt godt her, siger Sigurd, der studerer Innovation & Business og også godt kan forestille sig en fremtid i Sønderborg på længere sigt - dog måske efter nogle år i udlandet.
Daniel Commerov, der kommer fra Vejle og studerer på mekatronik-linjen, er slet ikke i tvivl om, at han gerne vil blive:
- Her er nogle af de rigtige virksomheder, og nu, da jeg studerer på fjerde semester, er jeg begyndt at komme mere uden for døren og har opdaget, at det er et virkelig flot område, siger han.
 
Også store spejdere kan fastholdes
Som lokal spejder glæder Claus Meisner sig også over, at universitetets aktiviteter under Spejdernes Lejr måske vil få også lokale unge til at opdage mulighederne:
- Så er større chancer for, at de bliver i området og bliver ved med at være spejdere. Der er en fase, hvor mange ellers falder fra, fordi de rejser væk efter uddannelse.
 
Yderligere oplysninger fås hos
Projektleder Lise Kanstrup, SDU: lise@mci.sdu.dk M: 21 35 60 76


Spejder Claus Meisner fremkalder et lyn med statisk elektricitet fra kuglen - en del af Mads Clausen Instituttets Science Show. Foto: Kim Toft Jørgensen
Spejder Claus Meisner fremkalder et lyn med statisk elektricitet fra kuglen - en del af Mads Clausen Instituttets Science Show. Foto: Kim Toft Jørgensen

Også for "store drenge" er nitrogen-frosne skumfiduser en oplevelse. Fra venstre spejder Claus Meisner, professor Horst-Günther Rubahn, leder af Mads Clausen Instituttet, borgmester Erik Lauritzen og direktør i Sønderborg Vækstråd Ole Daugbjerg. De studerende bag MCI Science-showet her er Sigurd Vive Bergstrøm og Daniel Commerov, til højre. Foto: Kim Toft Jørgensen
Også for "store drenge" er nitrogen-frosne skumfiduser en oplevelse. Fra venstre spejder Claus Meisner, professor Horst-Günther Rubahn, leder af Mads Clausen Instituttet, borgmester Erik Lauritzen og direktør i Sønderborg Vækstråd Ole Daugbjerg. De studerende bag MCI Science-showet her er Sigurd Vive Bergstrøm og Daniel Commerov, til højre. Foto: Kim Toft Jørgensen

Spejder Claus Meisner prøver at dyppe en tennisbold i det næsten 200 grader kolde og rygende flydende kvælstof, vejledt af studerende Sigurd Vive Bergstrøm fra MCI Science-showet. Bagefter falder er der ikke noget hop tilbage i bolden, der falder til jorden om en sten. Foto: Kim Toft Jørgensen
Spejder Claus Meisner prøver at dyppe en tennisbold i det næsten 200 grader kolde og rygende flydende kvælstof, vejledt af studerende Sigurd Vive Bergstrøm fra MCI Science-showet. Bagefter er der ikke noget hop tilbage i bolden, der falder til jorden om en sten. Foto: Kim Toft Jørgensen
 

- Spejderlejren ligger ikke langt fra Alsion, og vi håber, at lejrdeltagerne vil komme herind og opleve huset. De skal ikke bare gå forbi den flotte facade, siger professor Horst-Günther Rubahn, leder af Mads Clausen Instituttet på SDU i Sønderborg. I baggrunden to af de studerende bag MCI Science-showet Sigurd Vive Bergstrøm og Daniel Commerov, til højre. Foto: Kim Toft Jørgensen
- Spejderlejren ligger ikke langt fra Alsion, og vi håber, at lejrdeltagerne vil komme herind og opleve huset. De skal ikke bare gå forbi den flotte facade, siger professor Horst-Günther Rubahn, leder af Mads Clausen Instituttet på SDU i Sønderborg. I baggrunden to af de studerende bag MCI Science-showet Sigurd Vive Bergstrøm og Daniel Commerov, til højre. Foto: Kim Toft Jørgensen

 

Når det næsten 200 grader kolde flydende nitrogen tilsættes kogende vand, bliver temperaturforskellen næsten 300 grader, og det udløser dampeksplosionen, fortæller og studerende Daniel Commerov fra MCI Science-showet. Foto: Kim Toft Jørgensen.
Når det næsten 200 grader kolde flydende nitrogen tilsættes kogende vand, bliver temperaturforskellen næsten 300 grader, og det udløser dampeksplosionen, fortæller og studerende Daniel Commerov fra MCI Science-showet. Foto: Kim Toft Jørgensen. 

 

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.