logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Skoleugen fyldt med æbledyrkning, æblemad og æblematematik

Som optakt til Gråsten Æblefestival og i samarbejde med Sønderborg Kommunes skoleprojekt Vidensbyen lærer skoleelever i Gråsten om æbler i alle afskygninger. Blandt andet ved spændende besøg i Slotsgartneriet
Opdateret 11.10.2017

Man kan ret meget med æbler!

Det vil elever på Gråsten Skole og Rinkenæs Skole ikke være i tvivl om efter denne uge, hvor nogle af årgangene har æbler på skemaet som optakt til Gråsten Æblefestival 12.-14. oktober. Hvad de alt har lavet, bliver vist ved et fotoslideshow i Æblesejladsteltet ved festivalen, hvor også børn fra syv børnehaver fredag formiddag kommer for at deltage i æbleworkshops med Naturskolen. 

 Æbledyrkningens hemmeligheder

Det hele begynder med kunsten at dyrke æbler, og den har eleverne i ugens første dage stiftet bekendtskab med ved besøg i Slotsgartneriet, hvor gartner Jens Hansen formåede at fange børnenes fulde opmærksomhed med sine fortællinger om æblets hemmeligheder.

Det var i denne slotshave, et træ første gang satte gråstenæblefrugter. Sorten blev udviklet omkring 1750 af gartnerslægten Vothmann, og den kom siden vidt omkring. I 2005 blev den kåret af Danske Frugtavlere til Danmarks Nationalæble.

 Æbler med karry

Æbleundervisningen, der foregår i samarbejde med Sønderborg Kommunes skoleprojekt Vidensby, strækker sig over et bredt felt af emner. Mad er naturligvis centralt. 
Mandag og tirsdag har der bredt sig en umiskendelig duft fra skolekøkkenet på Gråsten Skole. Her har børn fra hjemmeskolen og gæsteelever fra Rinkenæs Skole lavet den klassiske middagsret boller i karry, og læreren, Anne Marie Petersen,  tilføjede opskriften sin egen finesse:  Den varme ret blev toppet med skiver af friske tomater, løg og æbler 
- Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg har den opskrift fra. Den har jeg vist selv fundet på. Sådan kan jeg selv godt li' det, grinte Anne Mette, der frydede sig over, at børnene satte gode portioner til livs. Det gør de ikke altid i skolekøkkenet. 
En af dem, der skulle have portion nummer, to var Nicolas Lindbæk fra 4. klasse på Rinkenæs Skole. Han sad til bords med Frida Gyldenlev fra 6. klasse på Rinkenæs og Bjørk Banke fra 6. på Gråsten Skole. Deres livretter er pizza, tarteletter og flæskesteg, men boller i karry er heller ikke værst, og skålene med det utraditionelle tilbehør blev også tømt. 

 Gråstenskiver holder sig bedst

Men hvordan sørger man for, at skiverne af æbler ikke bliver brune, inden de bliver serveret?
Det mysterium er blevet opklaret i klasseværelset ved siden skolekøkkenet.

Her har eleverne haft natur og teknik med æbler, og ved gruppebordene lavede de forsøg med at lægge nogle skiver af forskellige æblesorter i vand, mens nogle blev dryppet  med citron, og nogle bare var naturel. I løbet af et par timer viste forskellene sig, og de skulle noteres. Det var ren forskning. Æblesorterne med mest syre holder sig bedst hvide, og i forsøget var gråstenæblet en vinder, konstaterede eleverne. 
Også de fem forskellige smage har de stiftet bekendtskab med: Sødt, surt, salt, bittert og umami. Det sidste er en smag, der blandt andet findes i parmesanost.

Eleverne har prøvet at spise æbler med salt og æbler med ruccolasalat, og det viste sig, at de har ret forskellig opfattelse af, hvad en smag er. 

 Æbler på computeren

I 8. klasse har eleverne haft besøg af yngre årgange, som de har hjulet med æblematematik. Simone Brunnenberger viste Oliver Burmeister fra 6. klasse, hvordan man kan lave små tegnefilm med æbler ved hjælp af geometriprogrammet GeoGebra og animationsprogrammet Screencast. Først tegnede Oliver sin tegning med æbletræ sol og en sky i tegneprogrammet Paint, og så hjalp Simone ham med at få æblerne til at falde ned fra træet. 
Oliver syntes ikke, at det var så svært. 
- Nej, jeg viste ham det kun to gange, så kunne han selv, fortalte Simone. 
Og i ugens løb er det ikke kun naturen, der kommer ind i computeren. Det er også omvendt: Onsdag tager elever fra Gråsten Skole til Rinkenæs Skole, hvor de blandt andet skal på orienteringsløb, hvor de bruge deres mobiltelefoner og bliver guidet med QR-koder

Slotsgartneri
En del af skolernes emneuge var henlagt til Slotsgartneri, hvor gartner Jens Hansen fortalte om og demonstrerede dyrkning af æbler: Opformning, pasning og beskæring. Foto: Søren Gülck

Elever laver mad
Nicolas Lindbæk fra 4. klasse på Rinkenæs Skole sad til bords med Frida Gyldenlev fra 6. klasse på Rinkenæs Skole, tv, og Bjørk Banke fra 6. på Gråsten Skole. Deres livretter er pizza, tarteletter og flæskesteg, men boller i karry er heller ikke værst. Nicolas tog en ekstra portion. Foto: Søren Gülck

Æblematematik
Simone Brunnenberger fra 8. klasse viste Oliver Burmeister fra 6. klasse, hvordan man kan lave små tegnefilm med æbler ved hjælp af geometriprogrammet GeoGebra. Foto: Søren Gülck

 

 

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.