logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Sønderborg Kommune belønner 850 spejdere med ZERO HERO-mærke

Vandrende Aarhus-spejdere nyder naturen på Als, og Sønderborg Kommune kårer dem til ZERO HEROES, da de er blandt 850 spejdere, som ankommer til Spejdernes Lejr uden motor.
Opdateret 25.04.2018

Fire unge fra Aarhus på 12,13,14 og 19 år er i gang med at tilbagelægge 100 km til fods på Als. De begyndte fredag morgen i Hardeshøj på Nordals og vandrer hele vejen ad Alsstien på østkysten af Als. De skal være fremme ved Spejdernes Lejr i Sønderborg inden for 36 timer. Det giver et 100 km-mærke, og som bonus bliver de tildelt et ZERO HERO-mærke af Sønderborg Kommune, der har bæredygtighed i fokus og har opfordret lejrdeltagerne til at spare CO2-udledning ved at ankomme til lejren uden motor.
Cirka 850 lejrdeltagere, der har meldt, at de enten vandrer, cykler, sejler eller blaffer til lejren, modtager Sønderborg Kommunes ZERO HERO-mærke, der overrækkes af borgmester Erik Lauritzen torsdag aften på lejren. 

Meget i spejderånden
- Det er ret godt, at kommunen giver det ZERO HERO-mærke. Det er meget i spejderånden, at man passer på naturen og miljøet, så det er en super opfordring, siger juniorleder Maria Adelheid, der er juniorleder og går i spidsen for de fire unge sammen med Jesper Østergaard, formand for spejdergruppen Marselis i Aarhus.
Men jamrer I unge ikke over at skulle gå så langt?
- Nej. Jeg har glædet mig til den her tur i et år. De sværeste er, at jeg næsten ikke kan vente til lejren, siger 12-årige Matias Fournais-Sanchez.
Gruppen tæller i øvrigt Marias datter, 14-årige Malou Adelheid Terp, hendes storebror, Martin, på 19 år og 13-årige Caroline Munch Wittendorff.

Naturen overrasker
- Jeg er overrasket over naturen.  Det er ikke område, vi ellers har været i, siger Maria, og Jesper supplerer:
- Ja, det er altid rart at komme til et nyt område. Vi har for det meste vandret ved Silkeborg eller i Aarhus-området - der har vi nok afprøvet samtlige shelters.
Det er en flok spejdere i skarp træning. De har også deltaget i adventureløb, og flere af dem går efter hike-mærket, hvor man skal have gennemført 12 hikes i løbet af et år. Med turen til Spejdernes Lejr regner Malou endda med at komme i mål med 1000-kilometermærket. Så hun får hele tre mærker på én gang.
Hun er ret vild med store lejre, efter hun også var med på Spejdernes Lejr i 2012 i Holstobro.
- Det er fedt. Vi har forberedt os til Spejdernes Lejr 2017, siden vi fik datoen for flere år siden, siger hun. 

Krise på stenstranden
Når fredagen er gået, er de 65 vandrekilometer tættere på lejren, og lørdag kommer de ud på Gendarmstien på Sydals.
Nu er de lige dukket ud af Nørreskoven, der strækker sig ni kilometer langs østkysten af Als. Der opstod lidt krise omkring de 30 kilometer, da de skulle vandre på strandstenene ved skoven, indrømmer de.
Og de ser frem til, at deres følgebil på den sidste strækning kommer med aftensmad som afveksling til det hårde Logan-brød, der er udviklet til bjergbestigere med klid og frugter.
Følgebilen vil også sørge for, at liggeunderlagene er klar til at smide sig på, når gruppen efter planen når frem til Kegnæs Fyr ved 23-tiden. 

Røde bøffer venter
Lørdag har gruppen god tid til de sidste 35 kilometer. 
- Vi skal jo også nå frem, så vi kan få røde bøffer til aftensmad, siger Maria. Bøfferne indgår dog ikke i lejrens normale madration - heller ikke på en lørdag. Men det er en tradition på første lejrdag i Marselis-gruppen, der har i alt 62 spejdere med på lejr. 

FAKTA:

  • Sønderborg Kommune opfordrer deltagerne i Spejdernes Lejr til at vælge grøn transport til lejren  og samtidig få store naturoplevelser i Sønderborg-området, hvor der er masser af vandre- og cykelstier med shelters og teltpladser.
    Det er tilladt at tage færger og at krydse Storebælt i tog, og spejdere kommer cyklende og vandrende fra bl.a. Grenaa og Frederikssund.
    Ved at ankomme uden motor mindsker lejrdeltagerne lejrens CO2-belastning.
    Analyser viser, at transporten udgør langt den største belastning i lejrens CO2-regnskab - faktisk 86 procent. Det løber op i 1870 ton CO2. Men hver gang en lejrdeltager sparer en kilometer i bil, skånes atmosfæren for ca. 150 gram CO2.
  • Sønderborg-området har som ambition at være CO2-neutralt vækstområde i 2029 - 20 år før resten af Danmark. Ved udgangen af 2015 var CO2-udledningen reduceret med 35 %, og næste mål er i 2020 at have reduceret udledningen med 50 % i forhold til 2007. Der tages initiativer sammen med borgere, virksomheder og organisationer gennem det offentligt-private partnerskab ProjectZero, som i år fylder ti år. 

Zero Hero Marselis-spejdere
Marselis-spejderne er garvede vandrere. Malou, i midten, er på vej i mål med både Zero Hero og 1000-kilometermærke. Foto: Sønderborg Kommune

Zero Hero-frøer
Sønderborg Kommunen giver ZERO HERO-mærker til spejdere, der ankommer fra kommunegrænsen uden motor. Og rejser de helt hjemmefra uden motor, får de SUPER ZERO HERO-mærke. 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 09.00 - 18.00.