logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Sønderborg Kommune varmer op til kommunalvalg 2017

Der står kommunalvalg på programmet i 2017, og selvom valget først finder sted til november, trækker kommunens byrådssekretariat allerede nu i arbejdstøjet for at styrke den demokratiske deltagelse.
Ansvarlig Jens Sørensen
Opdateret 17.03.2017

Som Årets Ungdomskommune 2017 er målet at vække en større interesse for lokalpolitik - særligt blandt de unge.

Sønderborg Kommune er Årets Ungdomskommune 2017. Det er en titel, der forpligter. Derfor er fokus også særligt rettet mod den yngre generation, når kommunen frem mod kommunalvalget i november søsætter en række indsatser, der skal øge interessen og styrke deltagelsen i det lokale demokrati.

- Vi vil gerne gøre en aktiv indsat for at sikre vores demokrati og stimulere den demokratiske deltagelse. Som Årets Ungdomskommune 2017 er det naturligt de unge, som er vores målgruppe i denne omgang. Ved at give indblik i, hvordan man gennem politisk engagement kan få indflydelse på beslutninger, der vedrører ens egen hverdag, håber vi at pirre til deres demokratiske nysgerrighed, så der måske er nogen, der på sigt får lyst til at engagere sig i lokalpolitik, eller i det mindste bruge deres stemme til november, siger borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen.

Forfest til kommunalvalg 2017 den 6. april

Den 6. april skydes den sønderborgske demokratiindsats i gang med en "Forfest til kommunalvalg 2017". Den åbne invitation er særligt henvendt til områdets yngre generation, men alle er velkomne. Arrangementet, der foregår på Alsion, bliver en slags hyldest til demokratiet. Der er lagt op til et brag af en debataften, hvor lokale byrådsmedlemmer, folketingsmedlemmer samt repræsentanter fra ungdomspartierne udfordres af politisk kommentator fra TV2, Michael Kristiansen i en række spændende paneldebatter.

Michael Christiansen

- Jeg synes, det er et supergodt initiativ, de har gang i i Sønderborg. Jeg ser virkelig frem til en festlig aften i demokratiets tegn, hvor man kan mærke, at lokaldemokratiet har en puls, der også kan appellere til den yngre generation, siger Michael Kristiansen, politisk kommentator på TV2.

Forfesten følges op af en række ungdomscaféaftner i løbet af foråret og forskellige andre indsatser særligt målrettet ungdommen. Derudover kan man allerede nu på kommunens hjemmeside læse mere om emner som fx "Hvordan stiller jeg op til kommunalvalg". Den klassiske vej til en stol i byrådssalen er via et politisk parti, men der er også andre veje til indflydelse og medbestemmelse.

- Formålet med demokratiindsatsen er at vække en dybere generel interesse for lokalpolitik, som både kan være med til at hæve stemmeprocenten og på længere sigt sikre, at en ny generation bliver klar til at bære demokratiet videre, slutter Erik Lauritzen

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.