logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Størst risiko for teenagere i trafikken

Når landets skoleelever i denne tid skal ud på vejene efter sommerferien, er det ikke de nye og uerfarne skolebørn, der kommer ud for flest ulykker. Det er de ældste elever.
Ansvarlig Pia Duus Møhl
Opdateret 08.08.2017

Det er de 13-16-årige, der kommer mest til skade i trafikken. Ifølge ulykkesstatistikkerne kommer over ti gange så mange på 16 år alvorligt til skade eller bliver dræbt som seksårige.

Det er baggrunden for, at Sønderborg Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har fokus på teenagerne med den landsdækkende kampagne ”Teenager i trafikken”.

Kampagnen skal minde forældre om, at de stadig har et ansvar, når børnene bliver ældre, og at det nytter at blande sig.

- Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Og teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så ofte er det uopmærksomhed, der er grunden til, at det går galt. De tager måske nogle chancer eller holder ikke nok øje med omgivelserne, når de fx cykler sammen med deres venner. Derfor er det vigtigt, at forældre også snakker om trafik og laver aftaler med vores store børn - de har virkelig brug for det, siger Gitte Aagaard, der er seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Et par gode aftaler kan være, at de unge bruger cykelhjelm, og at de ikke bruger mobiltelefon, mens de cykler.

Politi og plakater på skolevejene

I forbindelse med kampagnen laver politiet kontroller på skolevejene. Det sker i denne og næste, hvor skolegangen begynder igen efter ferien. Hvert år viser politiets kontroller, at mange bilister kører for stærkt på skolevejene.  Sønderborg Kommune sætter – i håb om, at bilisterne vil lette foden fra speederen – plakater op ved skolerne, som skal minde om at være ekstra opmærksomme på skolebørnene.

- Som barn eller ung kan det være svært at overskue den ofte kaotiske morgentrafik ved skolerne. Her er det de voksne, der har ansvaret, skal sænke farten og vise hensyn, så ingen skoleelever kommer til skade i trafikken, siger Pia Duus Møhl fra Sønderborg Kommune.

Kampagnen er landsdækkende og varer frem til 3. september.

I Syd- og Sønderjyllands Politikreds kom 101 13- til 16-årige til skade fra 2012 til 2016. For de seks- til niårige var tallet i samme periode 27.

FAKTA

Kampagnen Børn på vej / Teenager i trafikken kører i ugerne 32–35 og består af:

  • Plakater ved skolerne med budskabet ”Børn på vej”
  • Politikontrol ved skolerne
  • Kampagnefilm i TV, der minder forældrene om at tale trafik med deres teenagere
  • Hjemmeside med gode råd og inspiration til teenageforældre
  • En test, hvor der er 30 gavekort til cafébesøg på højkant: www.sikkertrafik.dk/teenager
  • Kampagnepakker som skal få trafikundervisning på skoleskemaet 

skolekampagne-foraeldretest-1200x628-px.jpg

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.