logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Taknemmelig syrer gav grillmad til alle kollegaer

Et målrettet praktikforløb, en rummelig og social arbejdsplads er hemmeligheden bag succesen med at få syrere i faste job hos de to teglværker, Teglbjælker og Bachmanns Teglværk.
Ansvarlig Helle Falkenberg
Opdateret 11.09.2017

Teglbjælker og Bachmanns Teglværk ved Nybøl Nor, er begge en del af virksomheden Bachmanns Teglværk. En af de heldige fejrede sin fastansættelse med at lave grillmad til alle kollegaer.

Nytilkomne flygtninge kommer hurtigere ind på arbejdsmarkedet end tidligere. I Sønderborg Kommune bliver 83% vurderet jobparate ved ankomst. I et samarbejde med forskellige virksomheder finder Sønderborg Kommune individuelle virksomhedsforløb, der får flygtninge i job. Hos Teglbjælker og Bachmanns Teglværk ved Nybøl Nor er der stor succes med at uddanne og integrere syrere i en praktikperiode med efterfølgende løntilskud.

- Det er dejligt at se, vores indsats giver gode resultater. Mange flygtninge har fine kompetencer med i bagagen, når de kommer til Danmark. Men ofte skal kompetencerne videreudvikles og målrettes de ledige job. Derfor er jeg utroligt glad for det samarbejde, vi har med virksomhederne om praktik- og løntilskudsforløb, hvor der er mulighed for at opkvalificere de kommende medarbejdere, siger Jan Prokopek Jensen, formand for arbejdsmarkedsudvalget.

Siden september 2016 har Integrationscenter Sønderborg Kommune samarbejdet med Teglbjælker og Bachmanns Teglværk ved Nybøl Nor om at kvalificere syrere til job i virksomheden og derved få dem i fast arbejde. I perioden har der i alt været 10 syrere i praktik med løntilskud. Fire af dem er nu fastansatte. Resten bliver måske fastansatte, når de er færdige med deres løntilskudsperiode.

- Teglbjælker og Bachmanns Teglværk er et godt eksempel på en virksomhed, hvor integrationen og opkvalificeringen lykkes, og praktikken fører til job, siger Petter Astrup, næstformand for arbejdsmarkedsudvalget.

Syrerne bliver ansat til bl.a. at glasere og skære mursten eller til pakkearbejde. I løntilskudsperioden bliver praktikanterne opkvalificeret med truckcertifikat og danskundervisning.

- Det gælder om at finde ud af, hvad den enkelte praktikant er god til. Vi ser løbende, hvordan medarbejderen vokser med opgaverne og integreres, siger Jacob Bendtsen, der er direktør for Teglbjælker og Bachmanns Teglværk ved Nybøl Nor.

Men også rummelighed og det sociale samvær er medvirkende til en god integration. Det er Teglbjælker, Bachmanns Teglværk og Mounib Hamadalla et bevis på.

Efter endt praktikforløb og løntilskudsperiode blev han i juni 2017 fastansat hos teglværkerne. Han blev så glad, at han fejrede ansættelsen med at byde alle medarbejdere på grillmad, som han selv havde tilberedt. Det tog ham i alt 24 timer at lave maden.

Og han er faldet godt til. Da hans søn fik astma og ikke længere kunne tåle sine fugle, spurgte han chefen, om han måtte flytte dem hen på arbejdspladsen. Det måtte han gerne, og der stod fuglene i en periode i produktionen, indtil Mounib fandt et andet sted til dem.

Grillmad
En stolt Mounib Hamadalla gav grillmad til alle kollegaer

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 15.00 - 20.00.