Stormflod

Status efter stormfloden i Sønderborg

Status på oprydning af strande 

Sønderborg Kommune er stadig i gang med at rydde op efter stormfloden. Områderne prioriteres efter nødvendighed for fremkommelighed. Der ligger en del affald på de kommunale Blå Flag-strande. Disse strande bliver ryddet op, men man skal forvente, at det først sker i det tidlige forår. 
 

Der kan vinterbades igen

Efter stormfloden den 20. og 21. oktober frarådede Sønderborg Kommune vinterbadning langs kysterne. Det skyldtes, at stormvejr og oversvømmelser kan medføre risiko for, at forurenet materiale som fx spildevand kan ende i havet. 
 
Sønderborg Kommune vurderer nu, at der kan bades igen efter stormfloden.
Risikoen for forurenet materiale i havet efter stormfloden vurderes at være mindsket tilstrækkeligt til, at der kan bades igen.

Genopretning af kystsikring efter stormfloden

Sønderborg Kommune får i øjeblikket flere henvendelser fra borgere, der spørger, hvad man må vedligeholde og genoprette efter stormfloden, og hvad man må gøre for at kystbeskytte sin ejendom mod fremtidige stormfloder.

Vedligehold og genopretning af kystbeskyttelse
Du skal ikke søge om en tilladelse for at udføre helt almindeligt vedligehold af lovligt opført kystbeskyttelse, hvis placering, materialevalg og dimensioner er uændret. Det samme gælder, hvis du genopfører lovligt opført kystbeskyttelse kort tid efter stormfloden. Her er det dog en betingelse, at kystbeskyttelsen har været vedligeholdt gennem årene, og det opføres med samme placering, materialer og dimensioner.
Det er dog ikke muligt at genopføre et anlæg, hvis havet har eroderet så meget land, at en ny kystlinje vil ligge bag kystbeskyttelsen.

Dette kræver tilladelse
Du skal søge om tilladelse, hvis du vil:
-    etablere helt ny kystbeskyttelse
-    udvide eksisterende kystbeskyttelse
-    renovere eksisterende kystbeskyttelse.
Ved renovering forstås, at anlægget ændres enten i forhold til opbygning, materialevalg eller at du ændrer dimensionerne.
-    vedligeholde kystbeskyttelse, der ikke er løbende vedligeholdt

Du kan ikke lave en midlertidig kystbeskyttelse, der normalt vil kræve en tilladelse. Kystbeskyttelse kan have en stor påvirkning på området, det placeres i. Det er derfor, at kommunen skal vurdere en ansøgning ud fra en række hensyn, der er beskrevet i kystbeskyttelsesloven.

Du kan læse mere om disse hensyn, og hvordan du søger om kystbeskyttelse her
 

Sortering af affald efter stormfloden 

Erhverv og Affald i Sønderborg Kommune har i sidste uge konstateret, at der er skyllet store mængder affald op på veje, strande og kyster efter stormfloden. Affaldet består blandt andet af rødder og grene, plastik, tang, strandudstyr, bygningstræ og andre byggematerialer. Oprydningsarbejdet er i fuld gang både ved Sønderborg Kommune og hos private. Sønderborg Kommune gør opmærksom på følgende måder at komme af med sit affald på: 

Privatpersoner: Private husholdninger kan køre på containerpladsen med sin trailer og sortere affaldet der. Tang, rødder og plantedele skal sorteres som haveaffald. Hvis du er i tvivl, så spørg medarbejderne på pladsen. 

Vognmænd og entreprenører: Sønderborg Kommune klassificerer de opskyllede bræmmer af affald som brændbart affald. Affaldet kan ikke komposteres eller knuses til flis pga. indholdet af fx plastik. Affaldet kan pga. de store mængder bortskaffes uden videre sortering. Affaldet opdeles i enten stort eller småt forbrændingsegnet affald efter Sønderborg Kraftvarmeværks retningslinjer
Oprydningsaffald, som har ligget i havvand, skal afleveres til mellemdeponiet på Skodsbøl Deponi, Nybølnorvej 26, 6310 Broager. Det skyldes, at affaldet skal brændes af over en længere periode, for at undgå for meget salt i kraftvarmeværket. Læs mere her
Større stammer og grene kan bruges som flis eller brændsel. Sønderborg Kommune opfordrer entreprenører til at fjerne større træstammer og grene fra bunkerne og benytte dette som flis eller brændsel i henhold til reglerne i biomassebekendtgørelsen.

Kegnæs Fyr 

Siden lørdag eftermiddag den 21. oktober har der været spærret for adgang til Kegnæs Fyr på grund af skader på kysten. 

På trods af afspærring færdes folk stadig i området. Det frarådes på det kraftigste, da der er fare for sammenstyrtning. Det gælder også færdsel nedenfor skrænten.

Sådan kommer du af med dine sandsække efter stormfloden

Du kan aflevere dine sandsække på følgende steder:

Sønderborg: nederste p-plads ved Hotel Sønderborg Strand samt p-pladsen ved Multikulturhuset

Kegnæs: ved Forsamlingshuset på Kegnæs

Skovmose: ved Skovmose Supermarked

Egernsund: p-pladsen ved havnen

Gråsten: p-pladsen ved Emmas Have

Vemmingbund: p-pladsen ved toilettet på stranden

Nordborg: ved brandstationen i Nordborg By 

Skal vi hjælpe dig af med sandsækkene, så skal du aflevere dem senest torsdag den 26. oktober kl. 16.

De skal blot lægges i en stor bunke på jorden, og så kommer vi og henter og bortskaffer sække og sand. Vi opfordrer til, at I samler sandsækkene så meget som muligt på stederne.

Vær opmærksom på, at sandsække kan indeholde smittestoffer fx hvis de har været i kontakt med kloakvand. Rådet er derfor at undgå at komme i direkte kontakt med sandsækkene ved at tage et par handsker på.

Man må også gerne selv beholde sandsækkene.

Oprydning

Oprydning, væltede træer, m.m.: I store dele af kommunen forestår der et meget stort arbejde med at rydde op. Det kommer til at tage lang tid, hvilket vi håber på forståelse for. Hvis du observerer noget, som du gerne vil give os besked om, så benyt venligst funktionen Giv et praj. 

Trafik

Mange af de kystnæreveje er væk, og skaderne bliver løbende vurderet. Ser du noget der kræver opmærksomhed, så giv os et praj enten i appen eller via hjemmesiden:

https://sonderborgkommune.dk/giv-et-praj

Dæmningen til Kegnæs: Vejen er kun farbar i et spor, da dæmningen har været oversvømmet og er blevet undermineret på en strækning på 60-70 meter. Der er opsat lysregulering.  

Strandpromenaden i Sønderborg: Stormfloden var hård ved Strandpromenaden i Sønderborg, der har fået store skader. Folk opfordres til ikke at opholde sig eller færdes på stedet, da det kan være farligt. Der er opsat afspærringer. 

Nørre Landevej ind til Kegnæs Fyr: Lukket på grund af fare for sammenstyrtning af skrænten. 

Stormflod 

På Naturskaderådets hjemmeside kan du se, hvad du skal gøre, hvis du er ramt af stormflod. Læs mere her

Hvis din grund eller dit hus er blevet berørt i forbindelse med stormfloden, har SONFOR samlet informationer om, hvad du kan gøre i diverse situationer, læs mere her

 
Image
Højvande på Sønderborg Havn

Kontakt os

Beredskab Sønderborg
Ingolf Nielsens Vej 17
6400 Sønderborg

Telefontider:

Mandag - onsdag: 10.00 - 15.00
Torsdag: 10.00 - 17.00
Fredag: 10.00 - 12.00