logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

Efter blodproppen: Aage kæmper for det gode liv

I 2014 fik Aage Hoffensets to blodpropper i træk. Han blev lam i begge sider og kunne ikke tale. Nu får han hjælp af det fremskudte rehabiliteringsteam i hjemmeplejen, distrikt Sydals. Det går rigtig godt, og Aage og hans kone Ingrid har fået livsglæden tilbage.
Opdateret 25.04.2018

Aage Hoffensets er maskinarbejder og maskiningeniør. Han er født i København, men flyttede til Sønderborg i 1971, da han fik job på Danfoss. Aages kone, Ingrid, flyttede med. Hun var sygeplejerske og har arbejdet som skolesygeplejerske på flere skoler i Sønderborg. Aage er en meget dygtig maskinarbejder og hans lærlingeprojekt var så fornemt, at det blev vist på landsdækkende TV i 1960. Det bestod af fint håndværktøj, bl.a. en tang. Den har Aage stadig, og han viser den gerne frem.

Aage og Ingrid har haft et langt og dejligt liv sammen. De gik på efterløn i begyndelsen af nullerne og har stort set rejst verden rundt siden. De har en meget flot japansk inspireret have, og derfor skulle de selvfølgelig til Japan efter mere inspiration til udvikling af haven. De har også været i Kina, Vietnam, Australien, Sydafrika, Island, Grønland, New Zealand, USA, Canada, Hawaii, og de har sågar sejlet på Volga.

I 2014 rammer blodproppen

Den 22. juli 2014 fik Aage en blodprop. Det blev ikke opdaget med det samme. Aage var svimmel og kastede op. Der var en del læger inde over, og først troede man det var øresten. Efter nogle frustrerende dage blev Aage indlagt, og nu var der ingen tvivl. Det var en blodprop og Aage var nu lam i venstre side. Et par dage senere fik Aage endnu en blodprop og var nu lam i begge sider og kunne heller ikke tale.

Det blev til seks uger på sygehus efterfulgt af seks ugers genoptræning i Grindsted og så seks uger på en kortidsplads i Ulkebøl, hvor det skulle vurderes, om han skulle på plejehjem eller kunne komme hjem til sin kone. Udgangen blev, at han kom hjem til Ingrid i deres fælles hjem på Odinsvej i Sønderborg. Der blev installeret hospitalsseng, hængelift og lavet kørerampe op til hoveddøren. Aage kommer hurtigt i gang med sprogtræning sammen med en sprogterapeut. Han sidder i kørestol, men træner også med en fysioterapeut. I en kort periode får Aage sondemad.

- Jeg var lykkelig over at få Aage hjem igen, men det var en stor omvæltning og et fuldtidsjob at sørge for alt omkring ham. Heldigvis fik jeg massiv hjælp fra hjemmeplejen og terapeuterne. Uden dem var det aldrig gået, siger Ingrid.

Det var en svær tid

Det var en svær tid. Aage skulle have hjælp til stort set alt, og de kunne heller ikke tale meget sammen pga. Aages taleproblemer. Men i april 2017 skete der noget. På Ingrids initiativ blev det nye fremskudte rehabiliteringsteam i distrikt Sydals sat i gang med at vurdere om, Aage kunne gøres mere selvhjulpen.

Karin Sommerfeld er social- og sundhedsassistent og arbejder i det fremskudte rehabiliteringsteam, der blev oprettet i hjemmeplejens distrikt Sydals i april som et pilotprojekt. Hun har været teamets kontaktperson i forhold til arbejdet med Aage Hoffensets. Her fortæller hun om teamets arbejdsmetode.

- Først skulle vi finde ud af, om Aage var motiveret for at blive mere selvhjulpen. Det er helt afgørende for, om vi får succes med indsatsen. Og her var der ingen tvivl, Aage var i den grad motiveret. Det første mål vi satte var, at Ingrid og Aage skulle have mulighed for at køre en tur i bilen uden hjælp fra hjemmeplejen. Det var de enige om, ville give deres samvær og livskvalitet et ordentligt løft, fortæller Karin Sommerfeld.

Rehabiliteringen virker

Og det virker. Efter mange timers hård træning kan Aage nu komme ind i bilen og de har allerede kørt mange ture. De har været på restaurant, til koncert og kører mange små ture rundt på Als.

- Vi har også været i Mommark, siger Aage pludselig. For det går også meget bedre med at tale. Med vilje, træning, opbakning og små skulderklap kan meget lade sig gøre. Og humor er også en vigtig ingrediens. Det er tydeligt, at Karin og Aage har god kemi. Karin holder Aage til ilden og får ham til at træne hårdt. Og hun kan også få ham til at grine. Jo – der er kommet lys i Aages øjne igen.

karin_har_hjulpet_aage_med_at_komme_paa_benene-web.jpg
Karin har hjulpet Aage med at komme på benene. Ingrid følger glad med.

Og det er der sandelig også i Ingrids øjne. Hun ser helt lykkelig ud, når Aage griner, og når de er i køkkenet sammen. Aage skræller kartofler og gulerødder og kan selv smøre sin rugbrødsmad. Det næste store mål er, at Aage gerne vil lære at gå, og det er de gået i gang med at træne. Hverken Ingrid eller Karin havde turdet tænke den tanke for et par måneder siden, men nu er arbejdet gået i gang. For Aage vil gå igen.

Hver anden onsdag går Aage til madlavning på sammen med andre apopleksiramte på Købmandsgården. Kurset hedder ”Sund mad med én hånd”, og det er Aage rigtig glad for. En veninde går med ham og er hans højre hånd.

- Det gør mig så glad, når jeg hører denne historie. Den fortæller mig, at vi aldrig må give op og sige, at det her er helt håbløst. Ingrid og Aage kæmper for at få deres liv sammen tilbage, og de er godt på vej. De kæmper for det, og de får den hjælp, de har brug for, siger Karin Dalager, formand for ældrerådet

Preben Storm, formand for seniorudvalget, er glad for at rehabiliteringen virker.

- Det handler om at give de ældre borgere hjælp og støtte til at blive så selvhjulpne som overhovedet muligt. Det handler om værdighed. Historien om Aage og Ingrid er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan bidrage til at give borgerne mulighed for at leve det gode liv, siger Preben Storm.

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

 

Har du brug for hjælp til selvbetjening?

Ring til Hotline Syddanmark på

Tlf: 70 20 40 21

Mandag til torsdag kl. 09.00 - 18.00.