logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

 

Kloakering, spildevand og regnvand

Læs mere om spildevand, renseløsninger i det åbne land, regnvand, faskiner m.m.
Opdateret 12.06.2022

Skal du bygge nyt hus eller sommerhus, skal du søge om en tilladelse hos kommunen (afløb af spildevand fra husholdningen samt tag- og overfladevand) fx tilslutning til kloak, udledning til sø, hav eller vandløb eller nedsivning af tag- og overfladevand.

Ansøg og færdigmeld spildevandsløsninger på BOMSelvbetjeningslink knap

Ansøg om lån og minimumsfrist herSelvbetjeningslink knap

Du kan altid få råd og vejledning af en autoriseret kloakmester eller kontakte os. 

Husk, at det kun er autoriserede, der må udføre arbejde med afløb af spildevand.

Skal jeg lave kloakseparering på min ejendom?

I byområderne skal ejendomme med én stikledning til kloaksystemet på sigt adskille spildevand og tag- og overfladevand (kloakseparering), mens de ejendomme i det åbne land, der skal kloakeres, skal tilslutte spildevandet til offentlig kloak jævnfør Spildevandsplanen. Tag- og overfladevandet skal håndteres privat på grunden.

Spildevandet ledes til et rensningsanlæg, mens regnvandet ledes til nærmeste sø, vandløb eller hav.

Skal du til at separere spildevandet på din grund, har du mulighed for at få en kloakplan over eksisterende forhold, hvis kommunen har det liggende i arkivet. Du kan selv få adgang til det digitale arkiv ved at kontakte Sønderborg Kommunes afdeling, Byg & Bolig.

Hvad skal jeg være opmærksom på, hvis jeg skal etablere egen renseløsning?

Skal du søge om etablering af eget renseanlæg til forbedret rensning af dit spildevand, har vi lavet nogle korte tjeklister over de oplysninger, du skal bruge når du ansøger via selvbetjeningsløsningen her på siden.

Hvis du tidligere har haft dit spildevand i en bundfældningstank, skal dette nu renses bedre, så vandkvaliteten i vandløb forbedres. Du modtager i så fald et påbud herom med mere information.

Kan jeg etablere en faskine eller lave en LAR-løsning til regnvand på min grund?

Etablering af en faskine, anden form for lokal afledning af regnvand eller udledning af overfladevand kræver kommunens tilladelse. Du kan ansøge via linket øverst på siden.

Som grundejer må du selv udføre arbejdet med faskiner og tilhørende ledninger. Dog må du aldrig selv foretage til- og frakoblingen til det eksisterende kloaksystem - dette arbejde er forbeholdt en autoriseret kloakmester. Grundejeren har også ansvaret for vedligeholdelse af faskinen.

Afstandskrav

Faskiner til afledning af regnvand fra tagarealer anbringes på ejendommens egen grund med mindst 2 m fra skel og 25 m fra drikkevandsbrønde, drikkevandsboringer, vandløb, søer og havet. Afstanden til beboede bygninger skal være mindst 5 m. Ved bygninger uden beboelse og uden kælder kan afstandskravet nedsættes til 2 m.

Hvis du har en ejendom med kælder, hvor der er problemer med fugt på kældervæggene, kan nedsivning af regnvand i nærheden af huset forværre skader - også selv om afstandskravene er overholdt. Du kan derfor overveje at placere faskinen længere væk fra huset end afstandskravene foreskriver.

Jordbundsforhold

Visse steder er jordbunden uegnet til nedsivning. 

Sand og grus er meget velegnet til nedsivning. Morænejord med ler kræver større faskiner, mens meget tæt lerjord kan være problematisk at etablere faskiner i. Hvis faskinen placeres i tæt jord/leret jord bør faskinen anbringes et sted, hvor det ikke gør noget, at der bliver sumpet i våde perioder fx i staudebedet.

Opsamling af regnvand til WC-skyl og tøjvask

Hvis du ønsker at anvende regnvand til WC-skyl og tøjvask, så kan du etablere anlægget under følgende forudsætninger:

  • Du skal søge om en tilladelse til opsamling af regnvand til WC-skyl og tøjvask hos Byg & Bolig (for privatpersoner) på telefon 88 72 40 82  eller Erhverv & Affald (for virksomheder) på telefon 88 72 40 83.
  • Du skal orientere kommunens byggeafdeling med henblik på en opdatering af BBR-registeret
  • Anlæg til opsamling af regnvand fra tage til brug for WC-skyl og tøjvask i maskine skal være udført i overensstemmelse med den gældende Rørcenter-anvisning udarbejdet af Økonomi- og Erhvervsministeriet og Miljøministeriet
  • Alt arbejdet skal udføres af autoriserede kloakmestre og VVS- installatører

Der skal sættes en vandmåler på anlægget, og du skal betale vandafledningsafgift for det regnvand, der anvendes.

Brug af regnvand til WC-skyl i institutioner og bygninger med offentlig adgang, må kun ske med byrådets tilladelse efter drøftelse med Sundhedsstyrelsen. Byrådet kan ikke give tilladelse til brug af regnvand til WC-skyl og tøjvask i institutioner for børn under 6 år (fx vuggestuer og børnehaver), hospitaler, plejehjem og andre institutioner for særligt følsomme grupper (fx fysisk og psykisk handicappede).

Kan jeg udsætte fristen for tilslutning til kloak eller få en afdragsordning?

Hvis du er husejer, kan du ansøge om følgende:

  • En frist på minimum tre år til at opfylde kommunens påbud om at forbedre spildevandsrensning eller kloakering.
  • Først at skulle betale tilslutningsbidraget, når tilslutningen af ejendommen til kloak er helt færdig.
  • Ret til en afdragsordning over 20 år hos Sønderborg Forsyning, for udgifter til at opfylde påbuddet samt eventuelt tilslutningsbidrag.
  • At dine børns indkomster ikke indgår i den samlede husstandsindkomst, og at dine børns formuer ikke indgår i opgørelsen af formuetillægget.

For at være berettiget til økonomisk støtte skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Husstandsindkomsten for ejendomsejerens husstand skal være under 325.101 kr. plus evt. tillæg pr. barn på 42.589 kr. (op til 4 hjemmeboende børn under 18 år).
  • Formue (herunder bl.a. værdi af fast ejendom med videre) over 913.400 kr. skal indregnes i husstandsindkomsten.
  • Påbud om separatkloakering er ikke omfattet.

Husstanden omfatter ejendommens ejer og alle, der har adresse på ejendommen og ikke er lejere. Børn, der har adresse på ejendommen, tæller med.

Hvis du godkendes til en afdragsordning, skal du henvende dig til Sønderborg Forsyning, som vil hjælpe dig videre med dette. Læs mere om betaling for håndtering af spildevand her.

Kan jeg få et håndværkerfradrag (servicefradrag) ved kloakarbejde?

Håndværkerfradraget ophører den 1. april 2022.

Hvis du får foretaget kloakarbejde, kan du få et tilskud til håndværkernes arbejdsløn ifm. med fx:

  • kloakarbejde på egen grund
  • udskiftning af kloakrør
  • fornyelse og etablering af dræn
  • udskiftning af opsamlingstank
  • renseløsninger i det åbne land som fx nedsivningsanlæg, minirensanlæg, pilerensanlæg m.fl.
  • højvandslukke
  • regnvandsfaskine

For at benytte ordningen er det vigtigt, at du beholder fakturaen for arbejdet. Du skal selv betale regningen, men kan få fradrag for arbejdslønnen ved at indberette arbejdet til SKAT.