logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

 

Børn og unge med handicap

Læs om hjælp og støtte til børn og unge med handicap samt deres familier. Vi tilbyder bl.a. familievejledning, økonomisk støtte til merudgifter samt ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste.

Selvbetjening

Merudgifter til børn

Du kan ansøge om at få dækket jeres merudgifter, hvis du/I har et barn under 18 år med et handicap eller en langvarig sygdom.

Tabt arbejdsfortjeneste

Du kan ansøge om tabt arbejdsfortjeneste, hvis du/I har et handicappet eller sygt barn som passes i hjemmet.

Opdateret 25.09.2020

Har du/I et barn eller en ung med en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne (handicap) og/eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, har Sønderborg Kommune en række støttemuligheder.

For at være i målgruppen for støtte, skal dit barn eller ung have en diagnose på ansøgningstidspunktet, men i enkelte tilfælde kan I få støtte under udredning. Alle ansøgninger behandles for at vurdere, hvorvidt I er i målgruppen og hvilken støtte, der kan tilbydes.

Familievejlederordning - pædagogisk konsulent

Hvis I har et barn/ung under 18 år, som har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, tilbyder Sønderborg Kommune familievejledning med en pædagogisk konsulent. Konsulenten har tavshedspligt.

Hvad omfatter tilbuddet?

I får en tidlig og uforpligtende vejledning om, hvilke muligheder og rettigheder I har i Sønderborg Kommune i forhold til jeres barns handicap.

Den pædagogiske konsulent kan også tilbyde jer at formidle kontakt til andre familier, som har et barn med et lignende handicap. Den pædagogiske konsulents rolle er rent vejledende.

Tilbuddet om vejledning skal gerne foregå inden for de første tre måneder, efter kommunen har fået besked om barnets/den unges funktionsnedsættelse. Tilbuddet gives i henhold til Lov om Social Service §11, stk. 8.

Hvor foregår samtalerne?

Der tilbydes som udgangspunkt et besøg hjemme hos jer for at gøre det så let som muligt for jer, men samtalen kan også finde sted på kommunen.

Merudgifter til børn

Hvem kan få merudgifter?

Har dit barn under 18 år et handicap eller en langvarig sygdom, kan du som familie få dækket de merudgifter, der er en følge af barnets handicap eller sygdom. I kan kun få tilskud hvis jeres barn bor hjemme hos jer. Merudgifterne skal desuden være en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

Hvad dækker merudgifterne over?

Eksempler på merudgifter kan være:

  • særlig kost
  • medicin
  • beklædning
  • ekstra vask
  • handicaprettede kurser til jer og andre pårørende

Der kan også være udgifter til befordring af dit barn til dagtilbud, uddannelse, behandling og fritidsaktiviteter. Udgifterne til befordring kan dog kun dækkes, hvis de ikke kan dækkes efter andre bestemmelser eller andre ordninger.

Hvis jeres barn er indlagt på hospital på grund af sit handicap eller sin lidelse, kan I få hjælp til dækning af merudgifter til overnatning og fx kost og befordringsudgifter, hvis jeres tilstedeværelse er nødvendig.

Hvordan fastsættes merudgiften?

Merudgifterne fastsættes ud fra et overslag af de sandsynliggjorte eller dokumenterede udgifter. Merudgifterne skal pr. år være på mindst 5.044 kr. (2020). Beløbet er skattefrit og uafhængigt af familiens indtægter.

Sådan ansøger du om merudgifter

Du kan søge om merudgifter til dit barn med handicap efter Servicelovens § 41. Ansøg via selvbetjeningsboksen øverst på siden.

Ansøg om tabt arbejdsfortjeneste

Hvis det som følge af dit barns handicap vurderes nødvendigt og mest hensigtsmæssigt, at en af forældrene passer barnet i hjemmet, kan du søge kommunen om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Hvem kan søge om tabt arbejdsfortjeneste?

Tabt arbejdsfortjeneste kan gives til familier med børn og unge op til 18 år i tilfælde, hvor følgende betingelser gælder:

  • dit barn er under 18 år og har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse,
  • det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet passes i hjemmet,
  • det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen, faderen eller anden pårørende, der passer barnet,
  • at du som forsørger helt eller delvis har måttet ophøre med din beskæftigelse for at passe barnet eller ikke kan påtage dig beskæftigelse, fordi du passer dit barn med handicap.

Du kan også søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, når det er nødvendigt, at du ledsager dit barn til undersøgelser, behandling mv. som følge af barnets handicap.

Begge forældre kan søge om tabt arbejdsfortjeneste og dermed deles om pasningen.

Hvor meget kan jeg få i tabt arbejdsfortjeneste?

Kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes på baggrund af din tidligere bruttoindtægt. Nye ansøgninger har et loft for den månedlige kompensation på 31.396 kr. (2020).

Sådan ansøger du om tabt arbejdsfortjeneste

Du kan søge om merudgifter til dit barn med handicap efter Servicelovens § 42. Ansøg via selvbetjeningsboksen øverst på siden.