logo inkluderet med hjem link

Borger

Erhverv

Politik og Indflydelse

Søg

 

Miljøtilsyn for virksomheder og landbrug

Kommunen skal føre tilsyn med virksomheder og landbrug, der er omfattet af Miljøstyrelsens bekendtgørelse om miljøtilsyn.
Opdateret 24.11.2021

Et miljøtilsyn sikrer, at virksomheden drives efter gældende miljølovgivning og giver også mulighed for vejledning, så unødvendige problemer, klager og udgifter undgås.

Sønderborg Kommune udarbejder hvert 4. år en tilsynsplan for miljøtilsyn på virksomheder og landbrug.

Læs folder om miljøtilsyn på husdyrbrug eller download en app til android eller iphone.

Hvordan foregår et miljøtilsyn?

Tilsyn kan både være varslede (14 dage før) eller uvarslede.

Tilsynet omfatter rundvisning inde og ude på virksomheden. Der vil være fokus på alle de forhold, der har betydning for virksomhedens påvirkning af omgivelserne såsom afkast til luften, spildevand, affald og risiko for jordforurening. Tilsynet afpasses efter de aktiviteter, der foregår på virksomheden.

Det kan ske, at vi bliver opmærksomme på overtrædelser af regler og vilkår, som kræver indskærpelse eller påbud om at få forholdet bragt i orden inden en given frist.

Efter miljøtilsynet modtager virksomheden et tilsynsbrev med bemærkninger til miljøtilsynet - fx om der er forhold som skal forbedres - samt en tilsynsrapport, som beskriver de observerede miljøforhold på virksomheden.

Hvornår udføres et miljøtilsyn?

Der udføres forskellige typer af miljøtilsyn:

  • Basistilsyn
    Tilsyn udføres som minimum hvert 3. år på virksomheder og landbrug, der har eller skal have en miljøgodkendelse/anmeldelse, og hvert 6. år på alle øvrige virksomheder, der er omfattet af bekendtgørelsen om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn.
  • Prioriteret tilsyn
    Imellem basistilsynene kan virksomheden få et ekstra mindre tilsyn – et prioriteret tilsyn. Prioriterede tilsyn udføres som regel på de virksomheder med den størst potentielle betydning for miljøet.
  • Kampagnetilsyn og øvrige tilsyn
    Øvrige virksomheder kan få tilsyn i forbindelse med naboklager eller ved udførelse af tilsynskampagner. Tilsynskampagner er afgrænsede og målrettede tilsyn omkring et konkret miljøproblem eller -tema.
Skal jeg som virksomhedsejer/landmand betale for et miljøtilsyn?

Virksomheden/landbruget betaler for de timer, som sagsbehandleren bruger på tilsyn efter reglerne i brugerbetalingsbekendtgørelsen. Timeprisen fastsættes af Miljøstyrelsen og kan ses på styrelsens hjemmeside.

Fakturaerne for miljøtilsyn udsendes hvert år i november måned for de miljøtilsyn der er gennemført i perioden 1. november i det foregående år til 31. oktober i indeværende år.

Hvor kan jeg se resultatet af tilsynet?

Senest 4 måneder efter at virksomhedsbesøget har fundet sted, offentliggøres informationerne om tilsynet digitalt på Digital Miljøadministration.

Se tilsynsbrevene i vores arkiv.