Invasive planter

I Sønderborg Kommune overvåges invasive plantearter løbende. Har du opdaget en invasiv plante i kommunen, hører vi meget gerne fra dig.

Flere invasive plantearter dukker desværre op i Sønderborg-området såsom kæmpebjørneklo, japan-pileurt m.m.

Har du opdaget en invasiv plante i kommunen, kan du indmelde den enten via "Giv et praj"-appen eller på mail. Hvis du ser en ukendt eller ny invasiv plante i kommunen, hører vi også meget gerne fra dig. Nye arter bliver prioriteret højt i bekæmpelsen for at undgå, at de etablerer sig.

Vær opmærksom på, at din henvendelse ikke nødvendigvis fører til bekæmpelse. Kommunens indsats afhænger af artens skadevirkning, udbredelse og ressourcer. Læs mere om de enkelte arter nedenfor.

Kæmpebjørneklo (Heracleum mantegazzianum)

Kæmpebjørneklo

Sønderborg Kommune arbejder målrettet for at udrydde kæmpebjørneklo på både offentlige og private arealer.

Kæmpebjørneklo er en op til 4 meter høj skærmplante med tyk stængel (op til 10 cm i diameter), grøn med røde pletter og stive hår. Bladene er store, groft tandede og let dunede på undersiden.

 

Bekæmpelse:

Det er vigtigt, at planten bekæmpes, inden den blomstrer og sætter frø. Mindre bestande kan typisk rodstikkes. Ved større bestande anvendes metoder som afgræsning, slåning, jordbehandling eller overdækning. Kemisk bekæmpelse frarådes generelt for private.

Afklippede blomsterskærme skal afleveres til destruktion på genbrugspladsen – de må ikke komme i haveaffald, da frøene kan modne efter afklipning.

Japan-pileurt (Reynoutria japonica)

Japan-pileurt er hurtigvoksende art og meget svær at bekæmpe. Den danner tætte bevoksninger, som fortrænger andre planter, og dens rødder kan beskadige bygninger og belægninger.

Kommunen bekæmper planten på udvalgte steder, men grundet dens robusthed og omkostningerne er vi nødt til at prioritere indsatsen.

Japan-pileurt kan blive over 2 meter høj. Den har hule stængler, og bladene er spidst hjerteformede med en lige afskåret bladgrund. Planten forveksles ofte med kæmpe-pileurt eller hybridpileurt – alle tre er invasive.

Bekæmpelse:

Effektiv bekæmpelse kræver langvarig og målrettet indsats:

  • Opgravning: mest effektiv, men også dyr og ressourcekrævende.
  • Oprykning: svækker planten, især ved nye bestande.
  • Overdækning: kræver lystæt dug i mindst 10 år.
  • Kemisk bekæmpelse: muligt, men skal udføres korrekt og kun hvor lovligt.
  • Slåning og græsning: kan hindre spredning, men udrydder sjældent planten.

Alt afklippet eller opgravet materiale skal afleveres til destruktion. Stængel- og rodstykker kan spire fra selv små fragmenter.

Dårligt udført bekæmpelse er en af de mest almindelige årsager til yderligere spredning.

Andre invasive arter

Kommunen holder også øje med arter som:

  • Rynket rose
  • Glansbladet hæg
  • Canadisk gyldenris

Canadisk gyldenris

Disse bekæmpes kun i særlige tilfælde, hvor de udgør væsentlig gene. Din viden om forekomster er dog vigtig for at forhindre spredning.

 

Kontakt os

Anlæg og Infrastruktur
Lille Rådhusgade 7
6400 Sønderborg

Telefontider:

Mandag - onsdag: 10.00 - 15.00
Torsdag: 10.00 - 17.00
Fredag: 10.00 - 14.00

Uden for åbningstiden kan du ringe til Den Fælles Vagtcentral på tlf. +45 88 72 41 10.