Støtteperson og venskabsfamilie til anbragte børn
Hvis du har hjertet på rette sted og vil gøre en forskel for børn og unge, der enten er i plejefamilie eller bor på et Børne- og Ungehjem, kan du eller din familie blive tilknyttet ordningen.
- Hvad er en frivillig støtteperson eller venskabsfamilie?
-
Personer eller familier, som har lyst til at gøre en forskel for et anbragt barn eller ung, kan blive frivillig støtteperson eller venskabsfamilie.
Når du melder dig som støtteperson eller venskabsfamilie får du og din familie muligheden for at være med til at skabe tryghed, stabilitet og positive oplevelser for et barn eller en ung.
Hvad er forskellen på støtteperson og venskabsfamilie?
Hvis du er frivillig støtteperson, er du tilmeldt ordningen som enkeltperson og behøver ikke at inddrage din familie i samværet med barnet eller den unge. Barnet eller den unge vil være anbragt i en plejefamilie eller på et Børne- og Ungehjem.
Frivillige venskabsfamilier er hele familier, som er tilmeldt ordningen, og som har barnet eller den unge med hjem i det private hjem. Barnet eller den unge vil være anbragt på et Børne- og Ungehjem.
- Hvad kræver det af mig at blive støtteperson eller venskabsfamilie?
-
Hvis du oplever at have et overskud i din hverdag til at inkludere et barn eller en ung i en del af din/jeres daglige tilværelse, er ordningen noget for dig.
Din vigtigste opgave er at invitere barnet eller den unge ind som en del af din/jeres hverdag.
Eksempler på aktiviteter med barnet/den unge kunne være:
- Hjælp med lektier en eftermiddag
- At tilbringe en dag sammen, hvor I laver helt almindelige hverdagsaktiviteter såsom at handle ind og stege frikadeller
- Fredagshygge med film i sofaen
- At deltage i små projekter i hjemmet eller haven
- Fælles fritidsinteresser
Sammen med barnets rådgiver aftaler I selv hvor meget og hvor ofte I skal mødes med barnet/den unge. Kontakten kan både være fysisk og telefonisk/videoopkald.
Der er ikke krav om, hvor meget tid, I skal tilbringe sammen. Det forventes dog, at I som minimum mødes en gang om måneden, men gerne mere.
Du er som støtteperson og eller venskabsfamilie underlagt reglerne om underretningspligt og tavshedspligt. Der vil blive indhentet straffe- og Børneattest på alle over 18 år i husstanden for at sikre barnets eller den unges sikkerhed.
Som kommune følger vi ikke op på jeres aftaler med barnet eller den unge, og du skal ikke indgå i møder eller andet omkring barnet/den unge.
Opgaven er frivillig, og du modtager ikke løn.
- Hvordan bliver jeg matchet med et barn eller en ung?
-
Efter din tilmelding til ordningen, inviteres du per telefon ind til en samtale, hvor vi vil vurdere, om der er mulighed for et match. Du har også mulighed for at komme med dine ønsker til et match, som passer til dig og din families interesser.
Vi laver også et hjemmebesøg hos dig i forbindelse med et match.
Hvis der ikke er match med et barn eller en ung med det samme
Hvis ikke der er et match med det samme, skrives du op i vores kartotek.
Vi opbevarer dine kontaktoplysninger samt en lille beskrivelse om dig og evt. din familie til brug til at matche et barn eller ung til dig som støtteperson eller og din familie som venskabsfamilie.
Du kan til enhver tid stoppe som frivillig og bede om at blive slettet fra kartoteket.
- Kan jeg blive støtteperson til forælderen til det anbragte barn?
-
Hvis du brænder for at gøre en forskel, kan du også blive støtteperson til en forælder, hvis barn er anbragt.
Det er din opgave at være lyttende og være der for forælderen, der har fået anbragt et barn, og tale om de svære ting og følelser, der følger med. Du kan også hjælpe med afklarende spørgsmål og i møder med kommunen. Det kan for eksempel være forberedelse og evaluering af møder, læse og forstå skriftligt materiale og afgørelser om selve anbringelsen og samværet. Det er ikke din opgave at sørge for, at barnet bliver hjemmegivet igen, men I kan tale om årsagen til anbringelsen.
Din rolle er afgørende for at styrke samarbejdet mellem forældrene, kommunen og anbringelsesstedet, hvilket kan forbedre relationen og kontakten mellem forældre og barn.
Ansøg om at blive støtteperson til en forælder for et anbragt barn her.
Efter din tilmelding, inviterer vi dig ind til en samtale, hvorefter vi indhenter en straffeattest på dig og laver en kort beskrivelse af dig til vores kartotek.
Som støtteperson kan forælderen få hjælp af dig 2 timer pr. måned pr. anbragt barn. Du har tavshedspligt og skærpet underretningspligt.
Der stilles ikke særlige faglige krav til dig, og du bevilges 185 kroner i timen.

Kontakt os
Matchningskonsulent
Borgmester Andersens Vej 26-28
6400 Sønderborg
E-mail: stottevenskab@sonderborg.dk