Sønderborgs Kommunes nyere historie
Sønderborg Kommune opstod pr. 1. januar 2007 som resultatet af en fusion af de fire tidligere alsiske kommuner; Augustenborg, Nordborg, Sydals og Sønderborg og af de tre tidligere jyske kommuner Broager, Gråsten og Sundeved.
Som i hertugdømmets tid
Det gamle hertugdømme i Sønderborg omfattede stort set det område, som den nye kommune dækker. Og både ved dannelsen af hertugdømmet og den nye kommune gentog historien sig på den måde, at Gråsten ikke var med fra starten, hverken i sin tid da hertugdømmet blev dannet, eller ved strukturreformen, hvor det først var i den afsluttende fase, at Gråsten besluttede at blive en del af den nye kommune.
Syv underskrifter
Aftalen om at danne den nye kommune blev underskrevet på Sønderborg Slot om morgenen den 23. december 2005, da borgmestrene fra de syv kommuner skrev under på Sønderborg-dokumentet. Faktisk underskrev borgmestrene to ens dokumenter, et til Indenrigsministeriet og et til Museet på Sønderborg Slot, hvor det gemmes i arkivet som vidnesbyrd om en historisk begivenhed.
Hent Sønderborg-dokumentet her (pdf - åbner i et nyt vindue)
Særligt sønderjysk
Det er fastslået i lovgivningen, at Sønderborg Kommune har en særlig forpligtelse over for det tyske mindretal, og derfor skal antallet af byrådsmedlemmer være på 31. Samme regel gælder for de tre øvrige sønderjyske kommuner.