Afholdelse af events og arrangementer

På denne side finder du information om, hvordan du ansøger om tilladelse til afholdelse af offentlige arrangementer i Sønderborg Kommune.

Når du vil holde et arrangement som fx koncert, byfest, ringridning, markedsdage eller demonstration, så skal du ansøge om det - gerne i god tid. Bemærk – Din ansøgning færdigbehandles ikke, før alle relevante bilag er fremsendt.

Ved afholdelse af demonstration med kort varsel, kan du IKKE benytte selvbetjeningsløsningen, men skal i stedet kontakte politiet og afdelingen Anlæg og Infrastruktur omgående.

Læs Sønderborg Kommunens vejledning til ansøgning om offentlige arrangementer, inden du starter ansøgningen

Skal jeg udarbejde en sikkerhedsplan i forbindelse med mit arrangement?

Det er politiet, som vurderer om arrangementet har en størrelse der gør, at du/ I som arrangør bliver påkrævet at udarbejde en sikkerhedsplan

Skal jeg lave en skilteplan, hvis jeg spærrer af under arrangementet?

Hvis du skal spærre af til dit arrangement, kræver det en skilteplan.

Skilteplanen skal vedlægges din ansøgning. Kontakt evt. afdelingen Anlæg og Infrastruktur for spørgsmål.

Må jeg sætte plakater og skilte op på veje vedrørende mit arrangement?

Ja, som arrangør (fx forening) af diverse sports- og kulturelle arrangementer må du gerne hænge plakater eller skilte op. Dette kræver ikke tilladelse fra kommunen, hvis du overholder de gældende retningslinjer:

  • Du skal mærke dine plakater/skilte med navn, adresse og telefonnummer
  • Som ejer/arrangør er du ansvarlig for at hænge plakaterne eller skiltene op, tage dem ned samt eventuelle skader
  • Plakater/skilte, hvor arrangementet endnu ikke har fundet sted, må ikke fjernes eller overklæbes
  • Plakater/skilte må ikke have gul baggrundsfarve
  • Plakater/skilte som ikke overholder reglerne, vil blive fjernet af kommunen for ejeren/arrangørens regning
  • Plakater/skilte skal placeres mindst 0,5 meter fra kørebanekant og mindst 0,3 meter fra cykelstikant
  • Plakater/skilte skal placeres mindst 2,3 meter over fortov/cykelsti målt til underkant af plakaten
  • I master med luftledninger skal der være mindst 1,5 meter fra plakat/skilt til nederste luftledning
  • Plakater/skilte skal være opklæbet på en plade, som skal fastgøres på en forsvarlig måde
  • Plakater/skilte må ikke fastgøres med metaltråd, søm eller skruer
  • Når du tager din plakat/skilt ned, skal du også tage eventuelle materialer med
  • Din plakat/skilt må højst have en størrelse på 0,8 m2
  • Plakater/skilte må tidligst hænges op 3 uger før afholdelse af arrangementet
  • Plakater/skilte skal være fjernet senest 4 dage efter afholdelse af arrangementet
  • Ophængning og nedtagning af plakater/skilte må kun finde sted udenfor lygtetændingstiden

Hvor må plakaterne sættes op?

  • ​På belysningsmaster (lygtepæle) på kommunale veje indenfor bebygget område afmærket med byzone-tavle
  • I Sønderborg, Nordborg og Gråsten indre by må der kun opsættes plakater/skilte på plakatsøjler indenfor de afgrænsede zoner:

Sønderborg

Kort over Sønderborg

Nordborg

Kort over Nordborg

Gråsten

Kort over Gråsten

Plakater og lignende må ikke sættes op:

  • På færdselstavler, broer, transformerstationer, kabelskabe, læskure og i højspændingsledninger og træer og andet by- og vejudstyr
  • I midterrabatter, rundkørsler, signalanlæg eller over kørebanen
  • Plakater/skilte må ikke placeres efter begyndelse af en svingbane
  • Må ikke placeres tættere på end 50 meter fra byzonetavler, vejkryds, rundkørsler, og lysreguleringer, målt fra signalstander
Hvor kan jeg kommunikere ud om mit event?

Det er en god idé at udarbejde en kommunikationsplan, som er en samlet oversigt over målgrupper, relevante medier og kommunikationskanaler; deadlines; ansvarlige for kommunikationen.

Du kan også oprette arrangementer på sonderborg.dk, som vises under kommende events/begivenheder. Sonderborg.dk er Sønderborg-områdets indgang til kulturtilbud, events, jobs, oplevelser, erhverv samt information for tilflyttere. 

Kan jeg få hjælp til at lave et budget?

Du kan med fordel hente vores skabelon til et budget/regnskab.

Kontakt os

Kultur, Idræt og Fritid
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg