Indmeld dit barn og se placering af dagplejere, vuggestuer og børnehaver samt private pasningsordninger

Book en plads, meld dit barn ud eller søg om friplads i dagpleje, vuggestue eller børnehave.

Alle børn har ret til et dagtilbud fra de er 26 uger gamle og frem til skolestart i Sønderborg Kommunes danske og tyske institutioner.

Sønderborg Kommune har pasningsgaranti på alle områder.

Institutionerne arbejder efter reglerne om minimumsnormeringer. Det betyder, at der højst er 3 børn pr. medarbejder i vuggestuen og højst 6 børn pr. medarbejder i børnehaven.

Sønderborg Kommune lægger vægt på, at både daginstitutioner og den kommunale dagpleje har uddannet pædagogisk personale ansat.

I Sønderborg Kommune findes der kommunale daginstitutioner og dagplejere fordelt i lokalområderne. Der er også mulighed for at vælge private pasningsordninger og private institutioner.

Du kan se placeringen af kommunens institutioner på det interaktive kort. Her kan du til- og fravælge forskellige muligheder og se, hvor institutionerne ligger i forhold til dine behov.

Hvornår kan jeg booke en plads til pasning?

Du kan booke en plads, når dit barn har fået et CPR-nummer. Det er muligt at booke flere år frem i tiden, så du allerede ved tildeling af CPR-nummer kan booke et samlet forløb til dit barn frem til og med klubtilbud.

Vær opmærksom på, at hvis du booker en plads med opstart i juli måned, eller hvis dit barn automatisk overgår til børnehavegruppen i juli måned som følge af 3,1-årsreglen, kan institutionen have ferielukket. Kontakt eventuelt institutionen for nærmere aftale om opstart.

Kontakt Pladsanvisningen vedrørende optagelse i dagplejen.

Hvordan booker jeg en plads til mit barn?

Du kan booke via det grønne link øverst på siden her. Du skal bruge MitID for at booke en plads til dit barn. 

Når du har fundet den plads, du ønsker at booke, er det vigtigt, at du klikker på "book", da pladsen ellers ikke bliver booket. Du vil modtage en bekræftelse, når din booking er korrekt gennemført.

Venteliste - få besked om ledige pladser

Hvis der ikke er en ledig plads på den ønskede behovsdato, kan du skrive dit barn på venteliste til en institution eller dagpleje. Når der bliver en ledig plads, modtager du automatisk et tilbud.

Du tilmelder dit barn ventelisten via Digital Pladsanvisning.

Vi anbefaler, at du samtidig booker en plads i en anden institution eller dagpleje som alternativ, indtil der eventuelt bliver en plads ledig ved din førsteprioritet.

Det er en fordel at vælge behovsdato pr. den 1. eller den 16. i måneden, da bookingsystemet tildeler nye pladser på disse datoer.

Vi anbefaler desuden, at du skriver dit barn op, inden det fylder 4 uger, for at opnå højest mulig anciennitet på ventelisten.

Frist for svar på tilbud om plads

Hvis dit barn står på venteliste, modtager du et tilbud i din digitale post/Eboks, når der bliver en ledig plads.

Du skal svare på tilbuddet inden for 5 hverdage. Hvis du ikke svarer inden fristens udløb, bliver pladsen automatisk tilbudt til det næste barn på ventelisten eller gjort ledig i bookingsystemet.

Vær opmærksom på, at du ikke skal udmelde dit barn af den nuværende plads, før du har booket en ny plads. Ellers risikerer du, at den nuværende plads bliver booket af et andet barn, så du står uden pasningstilbud.

Skal jeg vælge en dagplejer eller en vuggestue?

Er du i tvivl om du skal vælge dagpleje eller vuggestue, kan du se de væsentligste forskelle herunder:

  Dagpleje Vuggestue
Åbningstider Dagplejerne er til rådighed 48 timer om ugen, som tilpasses de enkelte børn.
Åbningstiderne ligger typisk ml. kl. 06.00 - 18.00

Vuggestuen er gennemsnitligt åben 50 timer om ugen
Åbningstiden ligger typisk ml. kl. 6.30 - 16.45.

Uddannelsesniveau af personale Alle kommunale dagplejere er uddannede pædagogiske assistenter med løbende videreuddannelse. Det tilstræbes at personalet består af 80% pædagoger, 10% pædagogiske assistenter og 10% pædagogmedhjælpere med løbende videreuddannelse.
Sygdom Barnet vil, hvis dagplejeren er syg, blive tilbudt alternativ pasning. Hvis barnets primærpædagog er syg, er der andre daglige pædagoger omkring barnet.
Ferie Dagplejeren har ferie i henhold til gældende ferielov.
Barnet tilbydes gæsteplacering i ferieperioder, enten hos anden dagplejer eller i gæstehus.
Der holdes sommerferielukket i afdelingerne i to eller tre uger, hvor der tilbydes feriepasning i en nærliggende institution.
Kost Dagplejen serverer kost, som tilberedes af den enkelte dagplejer. Specialkost skal forældrene dog selv medbringe. To gange årligt stemmer forældrene, om de ønsker en forældrebetalt frokostordning eller om de selv ønsker at medbringe den daglige madpakke til deres barn.
Fysiske rammer Børnene bliver passet i dagplejerens hjem med max 5 børn i alt. Alle dagplejere er tilknyttet en legestuegruppe, hvor der arbejdes tæt sammen med andre dagplejere. Vuggestuegrupperne er en del af børnehaven eller børneuniverset, som er indrettet til børn mellem 0 og 3 år. Barnet har en primærpædagog, og der er ca. tre børn pr. voksen. Vuggestuegruppen vil være på ca. 8-12 børn. Hvis der er søskende, har de mulighed for at være i samme institution.

Læs mere om den kommunale dagpleje i Sønderborg Kommune her.

Kan søskende gå i samme institution?

Der tages hensyn til søskende i samme institution. Det betyder, at yngre søskende med samme bopælsadresse vil få tilbudt en ledig plads før andre børn på ventelisten.

Det forudsætter dog, at der er en ledig plads på den ønskede behovsdato.

Hvordan melder jeg mit barn ud af institutionen?

Du skal udmelde dit barn via bookingsystemet i Den Digitale Pladsanvisning

Udmeldelse skal ske med 1 måneds varsel til den 1. eller den 15. i en måned.

Udmeldelse kan ikke ske direkte til institutionen eller skolen, men skal altid foretages digitalt efter gældende opsigelsesregler enten via bookingsystemet i Den Digitale Pladsanvisning eller pr. mail Pladsanvisning@sonderborg.dk

Overgang mellem tilbud

Ved overgang fra dagpleje til vuggestue eller børnehave fungerer indmeldelsen i det nye tilbud/indmeldelse samtidig som udmeldelse af dagplejen.

Ved indmeldelse i SFO fra børnehave pr. 1. maj fungerer indmeldelsen i SFO som udmeldelse af børnehaven.

Ved enkelte SFO'er sker overgangen på andre datoer. Her skal du være opmærksom på at melde barnet ud af børnehaven, efter gældende opsigelsesvarsel.

Når barnet afslutter 2. klasse, bliver det automatisk udmeldt af SFO pr. 31. juli.

Skift til privat pasning

Hvis dit barn skal skifte fra kommunal til privat pasning, skal den almindelige opsigelsesfrist overholdes:

  • 1 måneds varsel
  • til den 1. eller den 15. i en måned

Der ydes kun ét tilskud pr. barn. Du kan derfor først modtage tilskud til privat pasning, når barnet ikke længere er tilmeldt et kommunalt tilbud.

Hvordan annullerer jeg en indmeldelse i bookingsystemet?

Du kan annullere en indmeldelse/booking i institution eller dagpleje med 1 måneds varsel inden barnets opstart.

Hvis du for eksempel har booket en plads med opstart den 1. januar, skal pladsen annulleres senest ved udgangen af november.

Vær opmærksom på, at du ikke bør annullere en plads, før du har fået tilbudt en ny plads, hvis du fortsat har behov for pasning.

Hvordan skrives plejebørn op til institution?

Hvis et plejebarn skal skrives på venteliste eller tilbydes en plads i dagpleje, institution, SFO eller klub, skal I kontakte jeres sagsbehandler i Børn- og Familieafdelingen. Sagsbehandleren tager herefter kontakt til Pladsanvisningen.

Hvad er mine muligheder for pasning ved til- og fraflytning til Sønderborg Kommune?

Tilflytning til Sønderborg Kommune

I kan booke en plads i dagpleje eller institution i Sønderborg Kommune allerede inden, I flytter til kommunen. Det kræver, at barnet har et dansk CPR-nummer.

Hvis I bor i en anden kommune og booker en plads i Sønderborg Kommune, skal I oplyse, om I flytter til kommunen eller bliver boende i jeres nuværende bopælskommune. Oplysningen bruges til at afgøre, hvilken kommune der skal opkræve betalingen.

Fraflytning fra Sønderborg Kommune

Dit barn kan fortsat beholde sin plads i Sønderborg Kommune, selvom I flytter til en anden kommune.

Hvis pladsen er dyrere for kommunen end en tilsvarende plads i Sønderborg Kommune, skal I betale differencen sammen med den almindelige forældrebetaling.

Udenlandske borgere uden CPR-nummer/Mit-ID

Hvis I flytter til Sønderborg Kommune fra udlandet og endnu ikke har et dansk CPR-nummer eller MitID, kan I kontakte Pladsanvisningen på Pladsanvisning@sonderborg.dk eller telefon 88 72 47 55.

Pladsanvisningen kan vejlede jer og eventuelt reservere en plads, indtil CPR-nummer og adresseforhold er på plads.

Grænsependlere

Hvis du bor i Tyskland og arbejder i Sønderborg Kommune, kan dit barn få plads i daginstitution eller dagpleje. Pasning tilbydes kun i den periode, du arbejder i kommunen, og retten til plads ophører, når betingelserne ikke længere er opfyldt.

For grænsearbejdere gælder, at beskæftigelseskommunen i Danmark fungerer som opholdskommune for dansk bosatte arbejdstagere. Det betyder, at du som grænsearbejder kan vælge et dagtilbud i en anden kommune end beskæftigelseskommunen, når barnet har fået tilbudt en plads i beskæftigelseskommunen. Betalingen sker til beskæftigelseskommunen, som også fastsætter taksten.

Krav for at blive betragtet som grænsearbejder

For at blive defineret som grænsearbejder og få de tilhørende rettigheder, skal følgende krav være opfyldt:

  • Du skal arbejde mindst 9 timer om ugen, 18 timer over 14 dage eller 39 timer om måneden i Danmark – eller være berettiget til og modtage sygedagpenge. Arbejdskravet skal være opfyldt hver måned.
  • Du skal indbetale til ATP. 
  • Du må ikke have beskæftigelse i dit bopælsland.
  • Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, skal du have et dansk CVR-nummer.

Krav til dokumentation:

  • Ansættelseskontrakt med oplysninger om arbejdsgiver, arbejdstid og ansættelsens varighed.
  • Dokumentation for ATP-indbetaling via lønsedlen.
  • Kildeskatnummer udstedt af SKAT. Skattekortet kan ligeledes indikere, om personen er grænsearbejder.
  • SU betragtes ikke som lønnet arbejde og opfylder derfor ikke beskæftigelseskravet.
Hvilke andre muligheder har jeg for pasning af mit barn?

Du kan i stedet for en kommunal dagpleje, vuggestue eller børnehave vælge en privat pasningsordning eller få tilskud til pasning af eget barn.

Kontakt os

Pladsanvisningen
Jyllandsgade 38
6400 Sønderborg