Nedrivningsanmeldelse vedr. bevaringsværdig bygning på Storegade 51, 6430 Nordborg
Sønderborg Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til nedrivning af én bevaringsværdig bygning på Storegade 51 (bygning 1), 6430 Nordborg.
Bygning 1 står registreret med en bevaringsværdi på 4 ifølge SAVE-skalaen. Den er således omfattet af Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer. Nedrivningsanmeldelsen skal derfor i 4-6 ugers offentlig høring.
For mere info om SAVE og bevaringsværdige bygninger se: http://sonderborg.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/dkplan.aspx?pageId=998
Ejendommen ligger i den østlige og centrale del af Nordborg by og indgår i et bymiljø præget af flere ældre og bevaringsværdige bygninger. Hovedbygningen vender ud mod Storegade og bidrager, sammen med de øvrige bygninger, til oplevelsen af gadeforløbet og områdets helhed. Nord for ejendommen ligger Nordborg Sø samt Nordborg Slots Efterskole.
Ejendommen består af én bevaringsværdig hovedbygning (bygning 1), som er placeret mod syd på matriklen ud til Storegade. Hovedbygningen er senere blevet bygget sammen med en tilbygning mod nord. Derudover findes en mindre garagebebyggelse nord for hovedbygningen, ud mod Slotsmosevej.
Bygning 1
Bygning 1 der udgør hovedbygningen, er ifølge BBR opført i 1875 i en historicistisk byggestil, og har på et senere tidspunkt fået en tilbygning mod nord. Hovedbygningen fremstår som et typisk byhus med hvidpudsede facader, bygningsdetaljer som gesims langs facader og i gavlene samt gesims over vinduespartierne mod gaden, sortmalet sokkel samt et rødt, nyere tag. Taget har desuden fået tilført et mindre udhæng og sternbrædder, og valmen er udskiftet med røde træbrædder. Der er ligeledes en nyere skorsten.
Den sydlige facade mod Storegade består af fem taktfaste, store – men nyere – sprossevinduespartier med en gesims over samt nyere sålbænke i tegl. Ovenover findes to lignende vinduespartier, ligeledes med teglsålbænke og murankre på hver side af vinduerne. Den østlige facade består ligeledes af tre nyere sprossevinduer.
Den vestlige facade og nordlige facade er begge præget af tilbygninger og dermed er bygningens oprindelige udtryk samt facader sløret.
Tilbygningen mod nord er ligeledes søgt nedrevet, men da den har sit eget bygningsnummer og ikke har nogen bevaringsværdi, indgår den ikke i denne høring.
Ansøger begrunder ansøgningen med, at de ønsker at opføre en ny bygning til undervisningsfaciliteter tilknyttet Nordborg Slots Efterskole på den pågældende matrikel. Der er vedhæftet et bilag til høringen (se linket nedenfor), hvor projektet fremgår.
Hvis I har bemærkninger til nedrivningsanmeldelsen, bedes I indgive dem til Sønderborg Kommune senest den 9. juli 2025 på by-landskab@sonderborg.dk eller Sønderborg Kommune, By og Landskab, Lille Rådhusgade 7, 6400 Sønderborg.
Høringsfrist
Område
Vedhæftede dokumenter
Kontakt os
By og Landskab
Lille Rådhusgade 7
6400 Sønderborg
E-mail: by-landskab@sonderborg.dk
Tlf. nr.: +45 88 72 40 72
Åbningstider:
Mandag - onsdag: 8.00 - 15.00
Torsdag: 8.00 - 17.00
Fredag: 8.00 - 14.00
Telefontider:
Mandag - onsdag: 9.00 - 15.00
Torsdag: 9.00 - 17.00
Fredag: 9.00 - 14.00