Underretning

Læs om hvad du skal gøre, hvis du vil sende en underretning eller har behov for at tale med nogen om din bekymring for et barn eller en ung.

Kender du et barn eller en ung, hvor du er i tvivl om, der er grund til bekymring?

Børn og unge under 18 år med sociale vanskeligheder eller i mistrivsel kan udvise bekymrende adfærd. Årsagerne til vanskelighederne kan være mange og både have grobund i forhold i og uden for familien.

Hvilke tegn kan der være, hvis et barn eller en ung mistrives?

Nedenstående liste er ikke udtømmende, men nogle mulige eksempler på tegn på mistrivsel. Det kan være, at barnet:

•    Græder meget
•    Ikke er nysgerrig og undersøgende på omverden
•    Udviser tristhed eller depressive symptomer
•    Er socialt isoleret
•    Virker angstpræget eller har angst
•    Udviser tvangspræget adfærd
•    Er aggressiv
•    Ofte kommer i konflikt med andre børn
•    Er meget afhængig af voksne
•    Har manglende koncentration
•    Har forsinket udvikling og indlæringsvanskeligheder
•    Har mareridt eller søvnproblemer
•    Har spiseproblemer

Nogle børn eller unge under 18 år kan have andre og mere skjulte udtryk for deres mistrivsel, som det umiddelbart kan være sværere at spotte, fordi de har udviklet strategier, hvor de tilpasser sig og ikke gør opmærksomme på sig selv. 

Hvem kan jeg tale med om mine bekymringer?

Har du brug for at tale med en professionel omkring din bekymring, kan du kontakte Dagvagten i Børn og Familier på tel. nr. 27 90 42 42

Har du brug for akut hjælp ved f.eks. vold – både psykisk og fysisk, overgreb, negativ social kontrol, misbrug, alvorlig omsorgssvigt eller andre forhold, som er til akut fare for barnet eller den unge under 18 år, skal du ringe til Dagvagten i Børn og Familier på tlf. 27 90 42 42. Uden for kommunens åbningstid skal du ringe til politiet på 114 og bede om den sociale bagvagt.

Har jeg pligt til at lave en underretning, hvis jeg har mistanke om mistrivsel af et barn?

Som borger har du pligt til at underrette kommunen, hvis du får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i fare.

Vælger du at underrette, behøver du ikke informere forældrene om din kontakt til Sønderborg Kommune. Underretter du om vold og overgreb, skal du ikke informere forældrene om din underretning, da det kan have betydning for barnets eller den unges sikkerhed samt Politiets mulighed for at sikre evt. beviser. Det er Sønderborg Kommune, der vurderer hvordan og hvornår forældrene orienteres.

For offentligt ansatte gælder, at de har skærpet underretningspligt.

Kontakt os

Dagvagten i Børn og Familier
Jyllandsgade 36
6400 Sønderborg