Supplerende høring af forslag til lokalplan for Boligområde ved Hundsbjerg og Buskmosevej i Rinkenæs, Gråsten
Teknik- By- og Boligudvalget har den 5. december 2023 besluttet at sende forslag til lokalplan 7.3-4 for Boligområde ved Hundsbjerg og Buskmosevej i Rinkenæs, Gråsten samt den tilhørende miljørapport i 4 ugers supplerende høring.
I forbindelse med den indledende høring, der forløb i perioden 14. december 2022 til 8. februar 2023, er kommunen blevet opmærksom på, at den skitserede adgangsvej til lokalplanområdet bør flyttes længere mod nord, for at mindske den driftsmæssige påvirkning af markarealet mod vest.
Samtidig medfører en planlagt arealoverførsel til ejendommene syd for lokalplanområdet, som kommunen ikke tidligere har været bekendt med, mindre justeringer i udstykningsplanen.
Adgangsvejen til lokalplanområdet, tilsluttes fortsat Tummelsbjerg og medfører alene mindre justeringer af udstykningsplanen. Kommunen vurderer derfor ikke, at justeringerne ændrer væsentligt på forholdene set i henhold vurderingerne i den gældende miljørapport.
Lokalplanens formål
Lokalplanforslaget har til formål at muliggøre opførelse af ca. 50 boliger på matrikel nr. 1377, Rinkenæs Ejerlav, Rinkenæs, Gråsten. Området er 10,3 hektar stort og ligger imellem det eksisterende boligområde Hundsbjerg og Buskmosevej.
Der lægges endvidere op til, at 1/3 af de planlagte boliger kan opføres som tæt-lav bebyggelse, hvilket understøtter efterspørgslen på boligtypen og øger andelen af boligenheder. Ydermere har planlægningen til formål at sikre gode, fælles friarealer og stiforbindelser internt og omkring boligområdet samt en gennemgående stiforbindelse, der forbinder lokalplanområdet og den kommende cykelsti langs Buskmosevej med de tilstødende boligområder.
Mulighed for bemærkninger
Lokalplanforslaget og miljørapporten er i offentlig høring i 4 uger frem til den 8. januar 2024. Mens lokalplanforslaget er i høring, har du mulighed for at komme med dine kommentarer.
Du kan læse lokalplanforslaget med tilhørende miljørapport på Sønderborg Kommunes lokalplanportal www.lokalplaner.sonderborg.dk under fanen ”Forslag”.
Når du åbner en lokalplan, kan du trykke på linket "Indsend kommentar" øverst på siden, hvorefter du kan indsende dine bemærkninger til lokalplanforslaget med tilhørende miljørapport. Det er også muligt at uploade filer til din kommentar. Du kan også sende et fysisk brev med dine bemærkninger til By & Landskab, Rådhustorvet 10, 6400 Sønderborg.
Hvis du har indsendt kommentarer til planen, da den var i høring den 14. december 2022 til 8. februar 2023, behøver du ikke at genfremsende kommentarerne. Alle høringssvar behandles samlet efter d. 8. januar 2024.
Indtil et lokalplanforslag er endeligt vedtaget, må de ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan, jævnfør planlovens § 17. De midlertidige retsvirkninger gælder kun, indtil den endelige vedtagne lokalplan er offentliggjort og højst et år efter lokalplanforslagets offentliggørelse.
Kontakt os
By og Landskab
Lille Rådhusgade 7
6400 Sønderborg
E-mail: by-landskab@sonderborg.dk
Tlf. nr.: +45 88 72 40 72
Åbningstider:
Mandag - onsdag: 8.00 - 15.00
Torsdag: 8.00 - 17.00
Fredag: 8.00 - 14.00
Telefontider:
Mandag - onsdag: 9.00 - 15.00
Torsdag: 9.00 - 17.00
Fredag: 9.00 - 14.00